Af Parterapeut og Psykoterapeut MPF – Henrik Biering
Er det muligt med et godt parforhold, når jeres behov i forholdet er forskellige? Det gode parforhold er et fællesskab, som opbygges over tid – trods jeres forskelligheder og forskellige behov i relationen. Det tilbyder kærlighed og intimitet, og kan være en tryg emotionel base, som skaber trivsel i et glædesfyldt venskab. Det indeholder også tristhed, besvær, vrede og kampe. Det hører livet til. Med en partner ved sin side er det dog nemmere at dele smerten, vreden og sorgen, og lære af krise og modgang. At føle sig kendt, elsket og værdsat sikrer et roligere nervesystem, god livskvalitet og et længere liv.
Når ægteskabet kan så meget, hvorfor ender så halvdelen af alle ægteskaber i skilsmisse? Mange af de, der ”holder ud”, bliver tilmed sammen i fastlåste kærlighedsløse forhold. Hvorfor? For børnenes skyld, fordi de ikke vil være alene, eller for økonomiens eller den sociale anseelses skyld?
Om Biering Terapi: Jeg er uddannet psykoterapeut og parterapeut. Her på bloggen skriver jeg indlæg om parforhold, relationer, parterapi og personlig udvikling. Det er muligt at booke mig til individuel terapi og parterapi, hvis du eller dit parforhold har en krise. Jeg arbejder fra flere klinikker. Både i – og uden for København. Terapi online er også en mulighed.
Forestillinger om kærligheden
Det bedste svar på spørgsmålet handler om de forestillinger, vi gør os om et vellykket parforhold.
Ved alteret lover vi hinanden at blive sammen ”til døden os skiller”. Et realistisk løfte for 100 år siden, hvor der ikke fandtes ligestilling, og hvor mange kvinder døde i barselsseng. Hvilken ung kan forestille sig, hvad det vil indebære at blive sammen med den samme partner de næste 70-80 år? Det er et stort løfte at tage på sig. Nogle vil mene, at det er tæt på psykotisk at love at elske hinanden livet ud. Vi forandrer os, og følelser forandrer sig. Hvad skal der da til? Er det overhovedet et succeskriterium at blive sammen et helt liv? Hvad er prisen?
Respekten for forskellighed og forskellige behov kan læres
Det gode parforhold kræver for det første accept af og dyrkelse af forskellighed. Forskellighed er en forudsætning for en god kontakt, og en kilde til berigelse og fascination. Sund kontakt foregår i et dynamisk samspil mellem at være fuldt og helt til stede sammen – og tilbagetrækning med hvile, hvor man er hver for sig.
Uden forskellighed bliver to til én – fastlåste og uden mulighed for udvikling. Alligevel er der mange eksempler på, at par forsøger at udslette forskellighederne og blive ens. Her findes der 3 klassiske strategier, som alle er lige dårlige:
- At tilpasse sig den anden og opgive sig selv.
- At trække sig fra og opgive den anden.
- At forsøge at lave hinanden om. Alle kriges moder.
Konflikt og forskellighed
Konflikt er en måde at prøve at fjerne forskelle på ved at få den anden til at blive som mig.
De fleste konflikter har at gøre med, hvordan par håndterer forskelle, mere end om indholdet af forskellene. Spørgsmålet er, hvordan parret samarbejder – åbent og ligeværdigt. Det er svært at samarbejde, hvis der ikke er noget reelt ligeværd, hvis magten er skæv, eller hvis ikke begge parter engagerer sig, og sætter sig selv i spil. At være kontaktfulde kan læres – ved at engagere sig i forskellene.
Læs mere i min blog Når parforholdet er udfordret
At stå på egne ben
Det gode parforhold kræver to personer, som hver selvstændigt står på egne ben, og det meste af tiden er i stand til at bære sig selv og opfylde hver deres kernebehov. Disse to personer er et match, hvis der er et tilpas stort overlap mellem interesser og værdier og måden at leve på. Når man elsker hinanden, er det muligt at indgå mange kompromisser. Men hvis man skal gå for meget på kompromis, ender forholdet med skilsmisse – eller med et utilfredsstillende forhold. Skoen kan være nok så god, men det er vigtigt, at den passer til foden.
Læs mere i min blog om Skilsmisseterapi
Evne til intimitet
Med intimitet forståes ikke kun seksuel eller romantisk kontakt. Intimitet kræver hverken sex, romantik, blødhed eller sødme. Det kan det være, men det kan også være en intim kamp. Intimitet er en tilstand, som kræver, at vi sammen ikke behøver være på vagt overfor, hvad vi siger eller gør. Vi har et trygt kort over delte erfaringer og kendskab til hinanden. Vi er frie til at tænke og føle og sige som vi vil i hinandens selskab. At være intim er at mærke sig selv og hinanden og være helt og fuldt til stede.
Læs mere i min blog Skab et godt parforhold
Sammensmeltning
At to bliver til en og smelter sammen er noget af det mest vidunderlige, vi kan opleve. Men sammensmeltningen bliver problematisk, hvis den bliver fastlåst, for så er der ingen bevægelse og ingen forandring. Det sker når den ene – eller begge – mister kontakten til egne behov og overtilpasser sig eller pleaser den anden. Pleaseren viser kun sin pæne og venlige side udadtil, og undertrykker egne behov i forventning om at blive afvist eller i konfliktskyhed. Han svarer ja – når han mener nej. Det kan ende i en eksplosion – forstået som skilsmisse – eller i implosion, hvor pleaseren affinder sig med at leve i et kærlighedsløst og utrygt parforhold. Depression og stress kan følge.
Læs mere her om betydningen af JA OG NEJ
At være sammen i nuet
Det, der virker i det gode parforhold, er at kunne leve nu og her, med balance mellem kontakt, tilbagetrækning, sammensmeltning og intimitet. Det vigtige er ikke at blive fastlåst i en af positionerne, men at kunne skifte fleksibelt mellem dem. Det kan man støtte hinanden i ved at vise respekt for forskellige behov. Så man kan trække sig fra kontakten, når man har brug for fred og hvile. Det løser et evigt menneskeligt dilemma: at være tilknyttet en anden – og bevare sig selv.
Læs mere i min blog Lidenskab og begær i langvarige forhold
Livet er som at cykle. For at holde balancen må du bevæge dig. Albert Einstein.
Hvad kan vi love hinanden?
Hvis vi lover at elske hinanden for evigt, risikerer vi at skulle bryde vores løfte eller lyve for hinanden. Vi kan love hinanden at engagere os i hinanden og committe os. Vi kan ikke vide, hvordan vi føler i morgen eller om 10 år. Vi kan love at være autentiske og støttende og nærværende, når vi har problemer, og vi kan love ikke at forlade hinanden. Selv om vi ikke kan love at blive for evigt sammen, kan vi love at stille op for hinanden. Vi kan tage ansvar for at behandle hinanden med respekt og omsorg, for det er et valg.
Læs mere i min blog Elsker ikke min kone mere
Er det nødvendigt at have styr på sig selv?
Vi bringer altid vores egen historie og erfaringer med svigt og skuffelser med ind i parforholdet. Vi har vores egne præferencer og holdninger til livet, og ingen er perfekte. Det er menneskeligt. Det er ikke nødvendigt at have styr på alt sit eget stof for at indgå ligeværdigt i et parforhold. Vi har alle blinde vinkler. Men parforholdet tvinger os til at se på vores eget stof. Der sker det samme, når vi får børn. Det er nødt til at vække noget i os. Alle sider vil komme frem – både de gode, smukke, søde og grimme sider. Par, der opsøger parterapi, har næsten altid en individuel ubevidsthed, som hæmmer samarbejdet, eller i nogle situationer forhindrer en flydende og god kontakt. Der kan være meget at hente for parret ved hver især at rydde op i egne begrænsende overbevisninger og ubevidst stof. Derfor tilbyder jeg skræddersyede kombi-forløb med parterapi og individuel terapi sideløbende. Det fungerer godt.
Hvad kan parterapien?
I parterapien gøres parret opmærksom på, hvorfor de gør, som de gør, hvordan de taler forbi hinanden, og hvad det betyder for deres trivsel. Nogle par er som mikroben, som lever på det røde stopskilt. Den oplever hele verden som rød! I parterapien tilbydes parret nye måder at opleve sig selv, hinanden og verden på.