Når I ikke forstår hinanden: sådan forbedrer I kommunikationen i jeres parforhold
Af Psykoterapeut & Parterapeut MPF – Henrik Biering
Det kan være dybt frustrerende at føle, at din mand, kæreste eller kone ikke forstår dig. Den mangel på forståelse skaber ofte en følelse af ensomhed – selv når I er tæt på hinanden fysisk. Når du forsøger at forklare dine følelser, og de bliver mødt med tavshed, uforståenhed eller endda afvisning, kan det være svært at vide, hvordan du skal nå ind til din partner.
Måske føler du dig alene i denne oplevelse, eller måske oplever I begge, at I står langt fra hinanden og har svært ved at nå hinanden gennem samtale. Her kan parterapi give jer redskaber til at forstå hinanden på nye måder og genoprette forbindelsen mellem jer. På denne side kan du læse mere om parterapi og få konkrete råd til, hvad du selv kan gøre her og nu for at forbedre kommunikationen med din partner.
Hvorfor er det så svært at forstå hinanden?
At forstå hinanden i et parforhold kan være udfordrende, fordi vi alle bærer på vores egne oplevelser, værdier og måder at kommunikere på.
Din barndom og de relationer, du voksede op i, former fundamentalt din kommunikationsstil – både hvordan du udtrykker følelser, og hvordan du tolker din partners signaler.
Forestil dig: din partner er vokset op i en familie, hvor følelser ikke blev diskuteret åbent, og konflikter blev undgået eller fejet ind under tæppet. I så fald kan det opleves truende at skulle navigere i intense følelsesmæssige samtaler. Din partner undgår måske ikke bevidst dine behov – men tidlige erfaringer har skabt automatiske mønstre, der aktiveres, når følelser bliver for intense.
Derudover har vi alle forskellige måder at udtrykke og modtage kærlighed og omsorg på. Mens du måske viser kærlighed gennem ord og åben samtale, kan din partner vise det gennem handlinger eller små gaver, som ikke altid bliver opfattet som kærlighedstegn, hvis I ikke taler om dem. Disse forskelle i kærlighedssprog skaber ofte misforståelser, selvom begge parter har de bedste intentioner.
Læs mere om jalousi i parforholdet

Når perspektivforskelle skaber afstand
En anden grund til, at det kan være svært at forstå hinanden, er, at vi ofte taler fra vores eget perspektiv uden at være opmærksomme på, hvordan det bliver modtaget af den anden. Vi formidler måske vores behov eller bekymringer på en måde, som vores partner ikke kan genkende eller forstå, hvilket kan føre til følelsen af, at vi taler forbi hinanden.
Stress og pres i hverdagen påvirker også vores evne til at være til stede. Når vi er pressede eller overvældede, bliver vi ofte mindre opmærksomme på vores partners behov og kan hurtigt trække os eller reagere defensivt. Det gør det endnu sværere at forstå hinandens perspektiver i disse øjeblikke.
At forstå hinanden kræver derfor både tålmodighed, nysgerrighed og en villighed til at lytte og lære – ikke kun om den anden, men også om de ubevidste mønstre, I hver især bringer med ind i parforholdet. Det er en gradvis proces, hvor I langsomt får øje på de barrierer, der står i vejen for ægte kontakt.
Læs mere om tegn på et dårligt ægteskab
Empati og mentalisering: Broen til dybere forståelse
Mentalisering (evnen til at forstå egne og andres indre tilstande) er en af de vigtigste byggesten i ethvert sundt parforhold, fordi det skaber en dybere forbindelse og forståelse mellem jer.
Det handler ikke kun om at lytte til ordene, men om at være nysgerrig på den indre oplevelse bag: Hvilke følelser er i spil? Hvilke behov presser på? Hvilke tidligere erfaringer kan være aktiveret?
Når du føler, at din partner ikke forstår dig, kan det være nyttigt at invitere ind i din oplevelse af situationen. Det betyder ikke, at din partner nødvendigvis skal være enig med dig, men vedkommen de skal forsøge at forstå, hvordan du føler eller oplever noget. Dette kan åbne op for en mere ærlig og åben dialog.

Spejl dig selv: Hvordan kommunikerer du
Det kræver også selvrefleksion: Hvilke signaler sender du egentlig? Er der noget i din måde at kommunikere på, som gør det vanskeligt for din partner at opfange dine følelser eller behov? Måske er der mønstre i jeres kommunikation, du ikke selv har lagt mærke til.
Empati fungerer som en bro mellem jer, fordi den bygger på gensidig forståelse og respekt. Når begge parter aktivt arbejder på at forstå hinandens perspektiver, bliver det lettere at skabe løsninger, der tilgodeser begges behov. Empati kan også mindske følelsen af isolation eller frustration, når du føler dig overset. Med empati bliver forskelligheder en mulighed for at vokse tættere sammen i stedet for en kilde til konflikt.
Hjælp din partner med at forstå dig bedre
At kommunikere klart og tydeligt er helt afgørende, når du ønsker at blive forstået af din partner. Hvis du ofte føler dig misforstået, kan det være nyttigt at tage et øjeblik til at overveje, hvordan du udtrykker dine følelser og behov. Ofte bliver vi frustrerede og taler i generaliserer om vores følelser, hvilket kan gøre det svært for den anden at forstå, hvad vi præcist mener.
For at gøre det lettere for din partner at forstå dig, kan det være en hjælp at bruge konkrete eksempler fremfor vage eller abstrakte beskrivelser. Det betyder, at du bør være specifik omkring, hvad der påvirker dig, og hvordan det får dig til at føle. For eksempel kan du sige: “Når jeg har haft en lang dag, og du ikke spørger ind til mig, føler jeg mig overset.” Dette er meget mere præcist, og hjælper din partner med at forstå, hvad der foregår, og hvordan deres adfærd påvirker dig. I modsætning til blot at sige: “Du forstår mig ikke,” som kan virke uklart og efterlade din partner usikker på, hvad problemet egentlig er.
Vælg dine ord med omhu
Desuden er det en god idé at undgå beskyldende eller generaliserende udsagn. Ord som “aldrig” og “altid” kan hurtigt sætte din partner i en forsvarsposition. I stedet for at sige: “Du lytter aldrig til mig,” kan du formulere det sådan: “Jeg føler ikke, at du lytter til mig i denne situation.” Ved at fokusere på den konkrete oplevelse og dine følelser i øjeblikket, bliver det lettere for din partner at forholde sig til, hvad du har brug for, uden at føle sig angrebet.
En anden effektiv måde at blive bedre forstået på er at validere med din partner under samtalen. Du kan spørge: “Hvordan oplever du det, jeg siger lige nu?” eller “Giver det mening for dig?” På den måde kan du sikre dig, at din besked bliver modtaget, som du har tænkt, og det giver din partner mulighed for at stille opklarende spørgsmål, hvis noget er uklart.
At skabe forståelse kræver også tålmodighed og åbenhed. Nogle gange har din partner brug for tid til at tænke over det, du har sagt, eller til at bearbejde sin egen reaktion. Derfor er det vigtigt at give plads til, at begge parter kan reflektere og vende tilbage til samtalen, hvis nødvendigt.
Ved at være tydelig, specifik og ikke-dømmende skaber du bedre forudsætninger for at blive forstået, og det giver også din partner en fair chance for at reagere og møde dig med forståelse og støtte.
Læs mere om forskelligheder i det gode parforhold
Når I har brug for professionel hjælp: Parterapi i København
Parterapi giver jer et trygt rum til at udforske de mønstre, der står i vejen for jeres kontakt. I det trygge terapeutiske rum kan I øve jer i at lytte til hinanden og opdage, hvor og hvordan jeres kommunikation går galt. Gennem parterapi lærer I at:
- Forstå hinandens behov og følelser
- Kommunikere mere direkte og ærligt
- Bryde uhensigtsmæssige konfliktmønstre
Som parterapeut har jeg hjulpet mange par med at få en dybere indsigt i hinanden, øge glæden i forholdet og mindske risikoen for både skilsmisse og utroskab. Læs mere om kriser og faser i parforhold
Hvornår skal I overveje parterapi
Hvis I, trods jeres bedste anstrengelser, hverken kan forstå eller nå hinanden, kan det være tid til at overveje professionel hjælp. Parterapi kan give jer de nødvendige værktøjer til at kommunikere mere effektivt og skabe en dybere forståelse for hinandens behov og følelser. Det handler ikke om, at nogen gør noget forkert, men om at lære nye måder at møde hinanden på, som gør det lettere at forstå hinanden og undgå de konflikter, der opstår når I ikke føler jeres set og forstået.
I kan være fanget i gamle mønstre, der spærrer vejen for jeres udvikling som par. Disse mønstre kan være svære at bryde uden hjælp, fordi de ofte er ubevidste. Som parterapeut kan jeg hjælpe jer med at få øje på, hvad der står i vejen for jeres kommunikation og støtte jer i at finde nye, mere hensigtsmæssige måder at nå hinanden på. Det kan give jer en frisk start og skabe et stærkere fundament for jeres forhold.
Book en uforpligtende samtale
Kontakt mig på telefonnummer 28 99 91 77 for en gratis samtale, hvor vi sammen kan afklare ønsker og behov – og finde ud af, om Biering Terapi er det rette valg. Jeg tilbyder terapi på flere adresser i København samt en klinik i Køge. Online terapi er også en mulighed.
Eller gå direkte til siden med priser, tider og online booking

Om Biering Terapi: På bloggen deler jeg løbende indlæg om emner som parforhold, relationer, parterapi og personlig udvikling gennem individuel terapi – altid med fokus på at skabe bevidsthed, vækst og dybere forståelse af os selv og vores relationer. Min tilgang bygger på gestaltterapi og IFS (Internal Family System) og den forvandlingsproces, der kan opstå i mødet med livets kriser og udfordringer.
