12 principper for god kommunikation i parforholdet

Af Parterapeut og Psykoterapeut MPF – Henrik Biering

Når par kommer til mig i terapi, er det sjældent fordi de ikke elsker hinanden. Det er fordi de ikke længere når hinanden. Deres kommunikation er gået i stå. De diskuterer, forhandler, kæmper – men de føler ikke hinanden længere.

God kommunikation handler ikke om at være enige. Det handler om at kunne møde hinanden i det, I ikke er enige om – og stadig bevare kontakten.

I denne artikel får du 12 konkrete principper fra min mangeårige erfaring som parterapeut – værktøjer I kan bruge allerede i dag til at styrke jeres kommunikation og genopbygge intimiteten.

Hvad er god kommunikation i et parforhold?

God kommunikation er at tale, så den anden får lyst til at lytte – og lytte, så den anden får lyst til at tale.

Det lyder simpelt. Men i virkeligheden er det en kunst, der kræver øvelse, nærvær og mod til at være sårbar.

God kommunikation betyder:

  • At kunne udtrykke dine følelser uden at bebrejde
  • At lytte efter budskabet bag ordene
  • At tage ansvar for hvad der trigges i dig
  • At kunne reparere kontakten når I har misforstået hinanden
  • Hvorfor går kommunikationen i stå?

De fleste par starter med god kontakt. Men over tid sker der noget:

Kontakten bliver mental i stedet for følelsesmæssig. I diskuterer hvem der skal hente børn, hvad I skal have til aftensmad, om I har råd til det nye køkken. Men I deler ikke længere følelser.

Jeres intimitet falder fra niveau 3-4 (krop, følelser, seksualitet) ned til niveau 1-2 (praktik og team). I fungerer sammen – men I mærker ikke hinanden.

Og når følelserne endelig kommer frem, er det ofte i form af:

Bebrejdelser: “Du gør aldrig…”

Forsvarsposition: “Jeg har da gjort mit bedste!”

Tilbagetrækning: “Lad os bare glemme det”

Bagatellisering: “Det er da ikke så slemt”

Ingen af disse strategier skaber kontakt. De skaber distance.

Læs om ensomhed i parforholdet – når I fungerer sammen men ikke mærker hinanden

dans musik

12 principper for god kommunikation

Her er de 12 principper, der kan transformere jeres kommunikation fra konflikt til kontakt:

1. Lyt mere end du taler

Lytning er ikke en pause, mens du forbereder dit svar. Det er en aktiv bevægelse hen imod den andens indre landskab.

Konkret: Næste gang din partner taler – stop med at tænke på dit svar. Lyt bare. Mærk hvad der sker i dig. Observer dit åndedræt.

2. Lyt efter budskabet bag ordene

Når din partner siger “Du er aldrig hjemme”, handler det sjældent om timerne. Det handler om ensomhed, savn, frygt for at miste forbindelsen.

Konkret: Spørg: “Hvad er det vigtigste for dig lige nu? Hvad har du mest brug for at jeg forstår?”

3. Vær nærværende – træk vejret

Dit åndedræt regulerer rummet mere end dine ord. Når du falder til ro, inviterer du den anden til det samme.

Dette hænger sammen med nervesystemet: Når vi er stressede eller i konflikt, går vi i kampberedskab (fight, flight, freeze eller fawn). Vores nervesystemer kommunikerer konstant – helt ubevidst.

Konkret: Tag tre dybe vejrtrækninger før du svarer på noget svært. Mærk dine fødder mod gulvet. Kom tilbage i kroppen.

4. Det handler om at være med – ikke at være på

Relationen kalder ikke på performance, men på deltagelse. At være med er at stå i fælles virkelighed, ikke over den.

Konkret: I stedet for at “fikse” din partners følelser – vær bare hos dem. “Det lyder virkelig svært. Fortæl mig mere.”

5. Afbryd ikke andres fortællinger

En fortælling folder sig i sit eget tempo. Når du afbryder, lukker du noget der endnu ikke er færdigt.

Konkret: Læg hånden på dit lår når du får lyst til at afbryde. Vent til den anden er færdig. Så spørg: “Er der mere?”

6. Vær ikke dømmende

Dommen lukker kontakten, også når den er velment. Nysgerrighed holder døren åben og relationen levende.

Konkret: Erstat “Du burde…” eller “Det er forkert at…” med “Jeg er nysgerrig på hvorfor det er vigtigt for dig?”

7. Kom ikke med gode råd

Råd flytter ofte fokus fra den andens oplevelse til dit behov for at løse problemet. Nærvær gør den anden klogere på sig selv.

Konkret: Spørg: “Vil du have hjælp til at finde en løsning, eller har du bare brug for at jeg lytter?”

8. Skift ikke emne midt i dialogen

Emneskift kan være en flugt fra det der er sårbart. Bliv lidt længere, også når det strammer.

Konkret: Hvis din partner taler om følelser og du får lyst til at skifte til praktiske løsninger – mærk det. Bliv i følelserne først.

9. Spørg ind til du har forstået

Forståelse er ikke at genkende, men at se klart. Spørg indtil den anden føler sig rigtigt set.

Konkret: “Så det jeg hører er… Er det rigtigt forstået?” Fortsæt til din partner siger: “Ja, præcis.”

10. Find grundfølelsen i dialogen

Under ordene ligger ofte en enkel følelsesmæssig tone. Når den bliver mødt, falder meget andet på plads.

Konkret: “Det lyder som om du er virkelig ked af det/bange/vred. Er det rigtigt?” Navngiv følelsen.

11. Lyt efter læring, frem for genkendelser

Genkendelse bekræfter det kendte. Læring åbner for noget nyt i både dig og den anden.

Konkret: I stedet for “Det sagde jeg jo!” prøv: “Det er interessant – det havde jeg ikke tænkt på sådan.”

12. Giv aktiv feedback

Spejl det du hører og mærker, uden at korrigere. Feedback er at vise at noget er landet hos dig.

Konkret: “Når du siger det, bliver jeg rørt/trist/lettet. Tak for at du deler det med mig.”

leger

 

“Bliv på egen banehalvdel” – brug jeg-budskaber

Et af de mest kraftfulde værktøjer i kommunikation er at “blive på egen banehalvdel” – at tage ansvar for hvad der trigges i dig og sige det højt.

Opskriften: Start dine sætninger med “jeg” – ikke “du”.

Jeg føler…

Jeg tænker…

Jeg ønsker…

Jeg har brug for…

Eksempel på dårlig kommunikation:

“Du kommer altid for sent hjem! Du tænker aldrig på mig. Du er ligeglad med familien!”

Dette inviterer til forsvar, benægtelse eller modangreb.

Eksempel på god kommunikation:

“Når jeg har lavet aftensmad og vi har aftalt at du ville være hjemme kl 18, og du ikke engang sender en sms – så føler jeg mig svigtet og ikke respekteret. Jeg bliver bange for om der er sket dig noget, og jeg kommer i tvivl om du stadig elsker mig. (For som barn oplevede jeg ofte at min far ikke kom hjem når han havde lovet det). Hvad kan jeg gøre for at du hjælper mig med at tage hensyn til mine følelser og overholde vores aftaler?”

Dette inviterer til empati, forståelse og samarbejde.

Målet er ikke retfærdighed. Målet er at bekræfte partneren og genetablere kontakten. Nuancerne kan komme senere.

💡 Læs også: Når kontrol står i vejen for en kærlig kommunikation – dybere indsigt i hvorfor kommunikationen går galt og vejen tilbage til nærvær.

Tømmerflåde-metaforen: I er afhængige af hinanden

Forestil jer at I sidder sammen på en tømmerflåde ude midt på det store ocean. For at redde jer i land er I nødt til at kommunikere alt:

Indersiden: “Jeg er træt nu. Jeg er bange. Jeg er syg. Jeg er frisk igen.”

Ydersiden: “Det trækker op til storm. Du ror for hurtigt. Der er hajer i vandet. Vi må sætte farten op.”

Hvis I ikke kommunikerer, vil I forlise. Hvis den ene falder i vandet, må den anden samle hende op. Og hvis den ene drukner, dør forholdet.

Dette er den kommunikation det gode parforhold mestrer.

Forventninger vs. konstateringer

Som Bent Falk siger:

“Forventninger er direkte vej til helvede. Konstateringer er den direkte vej til himlen.”

Forventninger tager glæderne eller sorgerne på forskud. De fjerner os fra nuet – fra os selv og fra nærværet.

I stedet: Lær at konstatere uden at censurere jer selv:

“Nu bliver jeg anspændt.”

“Nu får jeg ondt i maven.”

“Nu føler jeg lettelse.”

“Nu bliver jeg glad.”

Dette skaber mere nærvær. Og nærvær er den store pointe i både parforhold, familie- og venne-relationer.

Konflikten er ikke problemet – manglende reparation er

At være dårligt afstemte og have forskellige behov for kontakt, nærvær og tilbagetrækning – det er naturligt, organisk.

Kunsten er ikke at undgå konflikt. Kunsten er bestandig at kunne reparere kontakten igen, genetablere den når I har misforstået hinanden eller er uenige om retningen.

Det kræver mod til at stå ved sig selv og ret til at korrigere hinanden. Men det er præcis denne evne – at reparere og reparere og reparere – der holder kærligheden levende.

Læs de 10 vigtigste råd til et godt parforhold

Tag det første skridt i dag

God kommunikation kræver øvelse. Start med ét princip – vælg det der taler mest til dig:

Lyt mere end du taler – øv dig i at være nærværende uden at forberede dit svar

Brug jeg-budskaber – erstat “Du gør aldrig…” med “Jeg føler mig…”

Konstater i stedet for at forvente – navngiv følelserne som de kommer

Reparer kontakten – efter hver uenighed, find hinanden igen

Små ændringer kan skabe stor forskel. Det handler ikke om perfektion – det handler om at turde tage de første skridt mod mere nærvær og intimitet.

Har I brug for professionel hjælp?

Nogle gange er det svært at finde vejen alene. Som erfaren parterapeut med over 15 års erfaring har jeg hjulpet hundredvis af par med at genfinde kontakten og styrke deres kommunikation.

I parterapi lærer I konkret at:

Kommunikere uden bebrejdelser og forsvar

Regulere jeres nervesystemer sammen

Reparere kontakten efter konflikt

Genopbygge intimitet og nærvær

Book en tid til parterapi hos Biering Terapi – jeg har klinikker i København (Frederiksberg, Østerbro) og i Køge, og tilbyder også terapi online.

👉 Se ledige tider og book her: 

Læs om den første parterapisession – og hvad der sker

Om Biering Terapi: Jeg er uddannet psykoterapeut (MPF) og parterapeut. Her på bloggen skriver jeg indlæg om parforhold, relationer, parterapi og personlig udvikling. Det er muligt at booke mig til individuel terapi og parterapi, hvis du eller dit parforhold har en krise. Jeg arbejder fra flere klinikker – både i og uden for København. Terapi online er også en mulighed.

 

Skal jeg kontakte dig?

Sendt!

success