Mistet gnisten i forholdet

Af Psykoterapeut & Parterapeut MPF – Henrik Biering

Mistet gnisten i parforholdet? Sådan finder I intimiteten og lysten tilbage

I mange langvarige parforhold forsvinder gnisten med tiden. Langsomt kan forholdet glide fra at handle om, at I vælger hinanden, til at handle om at få samarbejdet til at fungere i hverdagen.

Fokus flytter sig til børn, arbejde, økonomi og logistik – alt det, der skal hænge sammen. Det er fuldt forståeligt.

Problemet opstår, når det praktiske fylder så meget, at relationen ikke længere får næring. Når I holder op med at være nysgerrige på hinanden. og begynder at tage hinanden for givet.

Mange par siger til mig: ‘Vi har egentlig ikke de store konflikter, vi skændes næsten aldrig.’ Men fravær af konflikt er ikke det samme som nærvær. Tværtimod kan det være et tegn på, at I er holdt op med at tage de samtaler, der kræver mod – de samtaler, hvor I er sårbare, ærlige og til stede.

Gnisten forsvinder ofte netop dér, hvor forholdet bliver effektivt – men ikke længere levende.

Hvad er gnisten egentlig?

Hvad er gnisten egentlig? Hvad er det, I savner?

Gnisten er ikke magi, selvom den kan føles magisk. Den er de flygtige øjeblikke af lystbetonet tiltrækning mellem jer. De øjeblikke hvor I mærker hinanden – ikke som forældre, bofæller eller logistikpartnere, men som to mennesker der begærer hinanden, overrasker hinanden, ser hinanden.

Det kan være et blik. En berøring der varer et sekund længere. En kommentar der får jer til at grine sammen. Følelsen af at blive set i noget, I sætter pris på ved jer selv. Et øjeblik af spænding, mystik eller nærhed, der får jer til at mærke: Her er vi. Ikke bare praktisk. Men levende.

Gnisten er skrøbelig og flygtig – den kan ikke krampagtigt holdes fast. Men når der er tilpas mange af disse små øjeblikke, skaber de tilsammen den kontakt, som mange par længes efter.

Jeg ved ikke om jeg elsker min partner mere

Har du svært ved at mærke dig selv? Er følelserne væk?

Det er en skræmmende tanke. Og for mange er den en grund til at søge parterapi – ofte fordi der er børn, en fælles historie og et liv sammen, der betyder noget.

Men det, du mærker som fravær af følelser, er ofte ikke et endeligt svar. Det er et symptom på langvarig belastning, følelsesmæssig udmattelse og en relation, der ikke har fået den opmærksomhed, den havde brug for.

Når du ikke kan mærke kærligheden længere, betyder det sjældent, at den er død. Det betyder ofte, at den er begravet under træthed, skuffelser og ubearbejdede konflikter. Og når disse lag begynder at blive forstået og bearbejdet, kan følelserne vende tilbage – nogle gange stærkere og dybere end før.

Hvorfor forsvinder lysten og intimiteten i parforholdet?

Tryghed er grundlæggende – at vide, hvor man har hinanden, at kunne slappe af. Men tryghed kan også blive en sovepude, når hverdagen bliver for forudsigelig, rollerne for fastlåste, og I tror, I kan forudsige hinandens svar, før I overhovedet stiller spørgsmålet. Der findes endda talrige eksempler på en forventning om, at partneren ”burde kunne gætte eller regne det ud selv”. Det kan være både sårbart, besværligt og føles ensomt at tage ansvar for sine behov ved både at mærke dem og udtrykke dem selv.

Lyst og begær lever ikke kun af det velkendte – de har brug for bevægelse, fornyelse og følelsen af, at der stadig er noget at opdage hos den anden.

Mange tror, at gnisten forsvinder, fordi der er noget galt. Ofte er der ikke noget ‘galt’, der er bare noget, der er gået i stå. Når intet længere udfordres.

Når intimitet forsvinder: Det handler ikke kun om sex

Når intimiteten forsvinder, tænker mange først, at det handler om sex. Men det gør det ikke – ikke primært i hvert fald.

Intimitet handler om at kunne være dig selv i den andens nærvær – om at kunne vise usikkerhed, behov, længsel og tvivl uden at føle dig forkert eller for meget.

Når den følelsesmæssige kontakt svækkes, følger det fysiske ofte med. Ikke fordi lysten nødvendigvis er væk, men fordi forbindelsen er blevet tynd.

Mange par savner ikke mere sex – de savner at føle sig ønsket, set og mødt.

Og intimitet genopstår sjældent i soveværelset alene. Den genopstår i hverdagen – i blikke, berøring, samtaler og i den måde, I er sammen på. Der kan også være stor forskel på mænds og kvinders behov for intimitet. Der findes eksempler på, at den ene i højere grad vægter at føle sig set, respekteret og lyttet til som forudsætning for sex, og den anden føler sig set, bekræftet og respekteret via sex. Udfordringen bliver derfor at lære af hinanden låne sig selv ud til den hinandens måder at søge intimitet og sex på.

Balance mellem nærhed og frihed i parforholdet

Gnisten forsvinder ofte, når I ikke får balancen mellem nærhed og frihed til at fungere. Når den ene ønsker mere kontakt, mens den anden trækker vejret efter luft. I de fleste parforhold ønsker den ene mere kontakt, mens den anden har brug for mere plads. Det er helt normalt, men hvis forskellen ikke forstås – hvis den ikke gives plads – skaber den afstand.

Den, der længes efter nærhed, kan komme til at presse. Den, der længes efter frihed, kan komme til at trække sig. Over tid bliver det et mønster, hvor begge føler sig forkerte og misforståede.

Når frihed opleves som en trussel, og nærhed som et krav, bliver relationen anspændt. Gnisten har svært ved at overleve i et rum, hvor den ene føler sig klemt, og den anden føler sig afvist.

Et levende parforhold kræver plads til både ‘vi’ og ‘jeg’.

Forelskelse faser

Magtkampe i parforhold: Åbne konflikter og stille afstand

Nogle par mister gnisten i åbne konflikter, mens andre mister den i stilhed.

Magtkampe behøver ikke være højlydte for at være opslidende. De kan vise sig som:

  • Subtil kontrol
  • Gentagen kritik
  • De samme diskussioner igen og igen
  • Overtilpasning, hvor den ene langsomt giver køb på sig selv for at bevare roen

Over tid fører begge strategier til det samme: træthed, fladhed og manglende lyst.

Når du ikke længere føler dig fri i relationen – når du hele tiden justerer dig, holder igen og forsvarer dig – så forsvinder den energi, som lyst og nærhed lever af.

Gnisten trives bedst i relationer præget af ligeværd, respekt og følelsen af at måtte være sig selv.

Læs om tegn på, at I er vokset fra hinanden?

Hvordan gamle følelsesmønstre påvirker parforholdet

Parforhold aktiverer sider af os, vi sjældent møder andre steder: frygt for afvisning, behov for anerkendelse og gamle mønstre fra opvæksten. De bliver levende igen – ofte uden at vi er bevidste om det.

Det kan vise sig i små situationer:

  • Den ene vil tale, den anden vil løse
  • Den ene søger bekræftelse, den anden bliver tavs

Uden bevidsthed bliver disse forskelle til gentagne misforståelser, hvor begge føler sig overset. Over tid kan det føre til følelsesmæssig lukkethed, og derfra er der ikke langt til tab af gnist.

At kommunikere følelsesmæssige behov i parforholdet

Når behov ikke bliver sagt højt, kan de heller ikke blive mødt. Mange af os har aldrig lært at mærke – og udtrykke – vores følelsesmæssige behov.

I stedet kommunikeres frustration indirekte gennem kritik, tavshed og afstand.

Der kan være stor forskel på, hvor let I hver især har ved at tale om følelser. Den forskel behøver ikke være et problem, men den bliver det, hvis den ikke respekteres.

Når I begynder at sætte ord på behov – uden forsvar eller anklage – opstår der ofte en ny form for kontakt. Ikke fordi problemerne forsvinder, men fordi I begynder at møde hinanden et andet sted.

Læs om parterapi med fokus på kommunikation

Begær og passion: Balancen mellem tryghed og usikkerhed

Mange par prøver at redde gnisten ved at skabe mere tryghed, flere aftaler og mere kontrol. Men begær lever ikke af sikkerhed alene – det lever også af det, der ikke er helt forudsigeligt.

Og her er paradokset: Gnisten kan ikke forceres. Jo mere krampagtigt I prøver at holde den fast – med planlagte romantiske aftener, obligatoriske dates eller forsøg på at genskabe det, der var – desto mere mister den sin spænding. For gnisten lever netop af det flygtige, det uventede, det der ikke er styret.

At bevare nogle indre rum, noget personligt, noget der ikke hele tiden deles – det kan faktisk styrke tiltrækningen. Ikke som hemmeligheder, men som selvstændighed, som et tegn på, at I stadig er to hele mennesker og ikke ét sammensmeltet ‘vi’.

Lidenskab trives bedst, når begge tør stå ved sig selv, også når det indebærer en vis usikkerhed.

Sådan genopliver I gnisten: Hvad I konkret kan gøre

Mange håber, at gnisten bare vender tilbage, når der bliver mere ro, færre krav og mere tid. Nogle gange sker det, men ofte gør det ikke.

Når mønstre har sat sig, kræver forandring bevidsthed og handling – ikke for at finde fejl, men for at forstå, hvad der er sket, og hvad der mangler.

At miste gnisten behøver ikke være et tegn på, at forholdet er slut. Det kan være et tegn på, at forholdet er klar til et nyt niveau af modenhed, ærlighed og kontakt.

Individuelt ansvar for egen gnist

Du har ansvar for, at din egen gnist kan fænge. Gnisten bor ikke et sted derude, hvor I skal lede efter den. Den bor inde i jer selv.

Du kan ikke vente på, at din partner skal finde gnisten for dig, tænde den eller holde den i live. Det er ikke din partners ansvar at gøre dig lysten – det er dit eget. Ligesom det er dit ansvar at mærke ind i, hvad der faktisk tænder dig, hvad der får dig til at føle dig levende, ønsket, nysgerrig.

Det kan være svært at vende blikket indad og spørge: Hvornår har jeg sidst mærket lyst? Hvad forhindrer mig i at mærke den? Hvad lokker mig til at overgive mig til den? Men det er ofte dér, forandringen starter.

Når I begge tager ansvar for jeres egen gnist – og samtidig møder hinanden i den kontakt, der opstår – skabes der plads til noget nyt.

tvivl spørgsmål

Gnisten som signal: Hvad den fortæller om jeres forhold

Gnisten er ikke et krav, du skal leve op til – den er et signal. Når den svinder, fortæller den noget om relationens tilstand og om jeres måde at være sammen på.

Med den rette opmærksomhed, dialog og mod kan gnisten genopstå. Ikke nødvendigvis som i starten, men ofte i en mere rodfæstet, dyb og ægte form.

Og nogle gange er det netop her, professionel hjælp kan gøre en forskel – ikke fordi noget er gået i stykker, men fordi noget fortjener at blive forstået.

Om Biering Terapi: På bloggen deler jeg løbende indlæg om emner som parforhold, relationer, parterapi og personlig udvikling gennem individuel terapi – altid med fokus på at skabe bevidsthed, vækst og dybere forståelse af os selv og vores relationer. Min tilgang bygger på en kompleks forståelse af menneskelige relationer og den forvandlingsproces, der kan opstå i mødet med kriser og udfordringer.

Overvejer I parterapi? Start med en uforpligtende samtale

Hvis de samme mønstre gentager sig, og hvis det er svært at finde tilbage til nærhed og kontakt på egen hånd, så kan samtaler med en parterapeut være et vigtigt skridt – ikke som en sidste udvej, men som en mulighed for udvikling, indsigt og forandring.

Hos Biering Terapi arbejder jeg med parforhold fra et gestalt-perspektiv. Det betyder fokus på kontakt, nærvær og de mønstre, der spiller sig ud mellem jer – her og nu.

Jeg arbejder både individuelt med hver af jer og sammen som par. Det giver mulighed for at forstå jeres forskellige behov og reaktioner, samtidig med at I lærer at møde hinanden på nye måder.

Kontakt mig på 28 99 91 77 for en gratis samtale om jeres situation – og få et indtryk af, hvem jeg er og hvordan jeg arbejder. I kan også læse mere om parterapi hos Henrik Biering eller gå til siden om booking og priser på parterapi

Skal jeg kontakte dig?

Sendt!

success