Om at være overansvarlig / have en overtilpasset adfærd
Af Psykoterapeut & Gestaltterapeut MPF – Henrik Biering
I gestaltterapiens praksis er overansvarlighed eller en overtilpasset adfærd hos voksne et almindeligt tema. Den overansvarlige tager for meget ansvar for andre, og forsømmer ansvaret for sig selv. Den overansvarlige kan få en stærk rolle socialt, i familien eller på arbejdspladsen, og sørger for, at alting fungerer. Huset skinner, maden er klar til tiden, tøjet er vasket og strøget, på jobbet bliver opgaverne eksekveret til tiden, hellere 120% perfekt end de 100%, som plejer at være rigeligt.
Bag denne tilsyneladende velfungerende facade gemmer sig ofte en dybere konflikt: Et menneske, der aldrig har lært at fylde sine egne behov op, fordi det tidligt i livet lærte, at værdien som person hænger sammen med præstationer og at tage vare på andre. Denne adfærd starter sjældent som voksen; den har rødder langt tilbage i barndommen.
Måneraketten uden brændstof
Jeg bruger ofte et billede, når jeg arbejder med overtilpassede mennesker: De er som en måneraket, der simpelthen ikke har brændstof nok til at komme fri af tyngdekraften. De forsøger og forsøger, men noget indvendigt bremser dem. Noget, der har med fortiden at gøre – med tilknytning, med hvad de lærte om kærlighed og svigt. Så de kommer aldrig helt fri. De når lige op over skyerne og sætter sig ned igen.
Processen er at tanke mere og mere brændstof på – langsomt, tålmodigt – så man på et tidspunkt kan komme helt fri. Fri af partnerens forventninger, familiens krænkelser, barndomshjemmets tyngdekraft. Ikke for at flygte fra relationer, men for at kunne vælge dem frit.
Det er svært at holde tempoet
Hvad er problemet? Udadtil er der intet problem. Familielivet fungerer, og arbejdslivet kører efter en snor uden en eneste sygedag i årevis.
Men kroppen glemmer ikke. Nervesystemet holder regnskab. Problemet er, at med årene bliver det sværere og sværere at klare tempoet, og den overansvarlige rammes af depression eller stress og måske ukontrollerede vredesudbrud, som familien er de første til at mærke. Der er opstået en sprække i systemet, som kalder på at sætte farten ned.
Symptomerne kan være mange: Søvnproblemer, hovedpine, spændinger i kroppen, konstant træthed, irritabilitet eller en voksende følelse af tomhed. Nogle beskriver det som at køre på tomgang – motoren kører stadig, men brændstoffet er ved at slippe op.
At miste sin rolle
Den overansvarlige har bare ikke tænkt sig at sætte tempoet ned eller slække på standarden for hvad er alternativet? Alternativet er, at den overansvarlige mister sin rolle og sin position – og hvem er jeg så?
Denne frygt er reel og forståelig. Identiteten er bygget op omkring at være den, der får tingene til at fungere. At være til stede for andre. At levere. Alternativet er, at den overansvarlige opdager, at det er svært at mærke sig selv. At være i kontakt med sine egne behov. Det er svært at vide, hvad man stiller op med sig selv, hvis man ikke knokler løs for andre. De andre er sært nok ikke særligt taknemmelige. De har ikke bedt om al den hjælp.
Når rollen vakler, vakler fundamentet. Hvis jeg ikke er den, der holder det hele sammen, hvem er jeg så? Dette eksistentielle spørgsmål kan udløse en dyb identitetskrise. Den overansvarlige har ofte aldrig stillet sig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg? Hvad har jeg brug for? Hvad gør mig glad?
Stemmerne i hovedet: De mange delpersonligheder
Den overansvarlige har typisk ikke én indre stemme – men mange, der alle taler i munden på hinanden. Der er stemmen, der siger vær en god kone. Stemmen, der siger lign for guds skyld ikke din mor. Stemmen, der siger du bør også give noget intimitet. Og stemmen, der siger det er for farligt at sige noget.
Resultatet er lammelse. En pirouette, der snurrer hurtigere og hurtigere uden at komme nogen vegne. Frustrationen vokser, fordi man ikke kan handle – ikke fordi man mangler vilje, men fordi der er for mange modstridende viljer.
I terapien kalder vi dem delpersonligheder. Der er finansministeren, der insisterer på økonomisk kontrol. Der er den gode pige, der vil have fred. Der er den selvkritiske stemme, der siger, at du burde kunne klare det hele. Og et sted derinde – ofte gemt langt væk – er der den autentiske stemme, der bare gerne vil sige: Jeg er træt. Jeg har brug for hjælp. Jeg vil gerne være glad.
Arbejdet består i at forhandle med disse dele, så nogle får lov at træde i baggrunden. Så der bliver plads til den, du egentlig er.
At glemme sig selv
Den overansvarlige sætter typisk børnene først. Så jobbet. Så partneren. Og glemmer sig selv. Den overansvarlige ved ikke, at der findes en sund egoisme, som er evnen til at fylde sig selv op.
Denne hierarkiske prioritering er ikke tilfældig. Den er ofte internaliseret fra barndommen, hvor budskabet var: Dine behov kommer sidst. Værdien måles på, hvad du kan gøre for andre. En sund måde at organisere sig på er at sætte sig selv først. Så partneren. Så børnene. Og så jobbet og fritidslivet.
Paradokset er, at ved at sætte sig selv først, bliver man faktisk en bedre forælder, partner og kollega. Når man selv er fyldt op, har man noget at give af. Når man løber tom, giver man af sin substans og det skader både en selv og relationen.
Når pænheden bliver et fængsel
Jo mere vi prøver at undgå noget, jo mere får vi af det. Den, der aldrig vil være sur, ender med at være fyldt af ikke udtrykt vrede. Den, der aldrig vil være til besvær, ender med at bære alting alene. Den, der aldrig vil ligne sin mor, ender med at gentage mønstret på en ny måde.
I et parforhold viser det sig konkret: Den overansvarlige går og bærer på en 40-punkts intern liste over alt det, partneren gør forkert. Hvert punkt er for lille til at nævne. Men tilsammen vejer de så tungt, at nærheden dræbes. Partneren mærker en stille gift i rummet, men ved ikke, hvad det er. Børnene mærker, at mor ikke trækker vejret frit. At noget er galt, som ingen taler om.
Befrielsen ligger ikke i at få partneren til at gøre alting rigtigt. Den ligger i at få alt det usagte op i lyset. At turde være havnearbejder i stedet for god pige. At bryde igennem pænheden – og opdage, at dem man elsker, faktisk kan tåle det.
At bede om hjælp
Den overansvarlige kan på et tidspunkt i livet opleve at blive ramt af en eksistentiel krise, og selv få brug for hjælp. Men det har den overansvarlige aldrig lært at bede om.
At bede om hjælp kræver, at man anerkender egen sårbarhed. For den overansvarlige, der har overlevet ved at være stærk og uundværlig, er dette som at opgive sit forsvar. Det føles som svaghed. I stedet kan den overansvarlige ende hos lægen, der giver diagnosen stress eller depression, og en recept på lykkepiller.
Medicinering kan være en nødvendig lindring, men den løser ikke kerneproblemet: At lære at være i en relation, hvor man både giver og modtager. Hvor man tør lade andre se ens sårbarhed. Hvor man tør vise, at man ikke har styr på det hele.
Mærk dig selv
Eksemplerne ovenfor er ikke karikerede. Den overansvarlige finder vej både i parterapi og i individuel terapi. Mange gode samfundsborgere har en rem af huden og det gode er, at også de svære tilfælde er til at arbejde med.
Det første skridt i healingsprocessen er paradoksalt nok ikke at gøre noget. Det er at stoppe op. At blive stille. At begynde at mærke, hvad der sker i kroppen. Tricket er at begynde at trække vejret. Og mærke sig selv.
Og når spørgsmålet kommer: Hvem har lært dig, at livet skal være sådan? Så ligger svaret ofte snublende nær. Der er mange, der har lært at være den pæne pige eller den pæne dreng. Og har haft stor succes med det. Som har vundet stor anseelse, respekt og anerkendelse. Som aldrig har lært at lave en Maude som en ældre (mandlig) klient betroede mig, at han for første gang efter 40 år på arbejdsmarkedet havde tilladt sig selv. Han blev i sengen en hel søndag – efter endelig at have rettet vreden imod sin alkoholiserede far, og mærket sorgen over at have været så forsømt.
Kroppen husker det, hovedet har glemt. Når vi begynder at mærke efter, opdager vi ofte fysiske spændinger: sammenbidt kæbe, hævede skuldre, tilbageholdt vejrtrækning, uro i maven. Dette er kroppens måde at sige: Jeg har holdt fortet, men nu er jeg træt. At lytte til kroppen er at komme hjem til sig selv.
Healing med den sunde egoisme
Healingen består i at genetablere kontakten med alt det forsømte; at mærke de forbudte eller undertrykte følelser, at komme i kontakt med vreden over, at være blevet forsømt, og med sorgen.
Dette er ikke en lineær proces. Healing sker i bølger. En dag mærker vi vreden, den næste dag sorgen, en tredje dag skammen. Det er vigtigt at give rum til alle disse følelser uden at dømme dem eller sig selv. At konfrontere skammen, og leve med skyldfølelsen over ikke længere at være supermand. Inden en ny balance kan vindes, som tillader at ro og glæde kan indfinde sig.
Fra tyngdekraft til frihed: Rejsen væk fra overtilpasning
Vejen ud af overtilpasning er ikke at gå fra den ene yderlighed til den anden. Det handler ikke om at blive egoistisk eller ligeglad. Det handler om at tanke så meget brændstof på sin raket, at man kan komme fri af den tyngdekraft, der har holdt én nede hele livet.
I et parforhold kan det betyde, at partneren oplever en forandring. Den overtilpassede begynder at sige fra. At have meninger. At være uenig. Det kan føles truende for begge parter. Men det er starten på ægte kontakt. For først når du ved, hvad du vil, kan du vælge din partner. Og først når din partner ved, at du frit kan gå, får det betydning, at du bliver.
Man kan ikke forestille sig en folketingsdebat, hvor partierne pludselig ikke aner, hvad de står for. Det går jo helt galt. På samme måde går det galt i et parforhold, hvor ingen af parterne ved, hvad de vil. Der er ikke noget at mødes om, når begge er tomme. At fylde sig selv op er ikke egoisme – det er en forudsætning for kærlighed.
Eksistentialismen i praksis
Gestaltterapi er funderet i eksistentialismen, som handler om muligheden for at tage ansvar ved at vælge.
Som voksen har vi valget. Vi kan vælge at fortsætte de mønstre, vi lærte som børn. Eller vi kan vælge at skabe nye. Vi kan vælge at lytte til den kritiske stemme. Eller vi kan vælge at udvikle en venligere indre stemme. Vi kan vælge at give af vores styrke til den er opbrugt. Eller vi kan vælge at give af vores kærlighed.
Giv ud af din kærlighed. Giv aldrig ud af din styrke.
Det er ikke din skyld, hvordan du blev som barn. Men som voksen er det dit ansvar, hvad du vælger at gøre med disse mønstre. Dette er essensen af eksistentialismen: Friheden til at vælge og modet til at tage ansvaret for disse valg.
Biering Terapi. En støtte, når du skal lære at give slip på ansvaret
Book individuel psykoterapi her
Har I brug for hjælp i parforholdet?
Jeg arbejder fra flere adresser i København samt Køge. Terapi online er også en mulighed. Ring og få en gratis og uforpligtende forsamtale nu, om parterapi er noget for jer – på telefon 28 99 91 77
Eller læs mere om mit tilbud til par her: Parterapiens muligheder
