Kommunikation i parforhold

BIERING TERAPI  •  KOMPLET GUIDE

Kommunikation i parforhold:

Den komplette guide til at forstå hinanden, reparere kontakten og skabe nærhed

Af psykoterapeut og parterapeut MPF Henrik Biering

 

Kommunikation er parforholdets ilt. Uden den dør nærheden langsomt – ikke fordi kærligheden forsvinder, men fordi I mister forbindelsen til hinanden. Denne guide samler alt, hvad jeg som parterapeut ved om kommunikation mellem partnere: de klassiske faldgruber, de konkrete værktøjer, og den dybere forståelse, der kan forvandle jeres samtaler fra kampplads til mødested.

Her finder I ikke kun teori. I finder øvelser I kan prøve i aften, mønstre I kan genkende med det samme, og to konkrete samtalemodeller – feedbackhjulet og perspektivsamtalen – der giver jer en struktur for de svære samtaler.

“God kommunikation handler ikke om, hvad du tror, du siger. Det handler om, hvordan det bliver modtaget.” — Henrik Biering

 

Indhold

  1. Hvorfor kommunikation er så svært i parforhold
  2. 8 årsager til at kommunikationen går galt
  3. De 7 mest almindelige kommunikationsfælder
  4. Nonverbal kommunikation: Kroppen taler altid
  5. Sårbarhed som nøgle til nærhed
  6. Fra “du-budskaber” til “jeg-budskaber” – konkrete eksempler
  7. Tre destruktive kommunikationsstile – og den tredje vej
  8. Feedbackhjulet (Terry Real) – en konkret samtalemodel
  9. Perspektivsamtalen – fra sandhedsdiskussion til forståelse
  10. Konfliktreparation: Kunsten at finde sammen igen
  11. Når fortiden taler med i nutidens samtaler
  12. Fra overlevelse til livfuldhed – hverdagsritualer
  13. Gestaltterapi og kommunikation
  14. 15 konkrete principper for god kommunikation
  15. Øvelser og refleksioner til jer begge
  16. FAQ: Ofte stillede spørgsmål om kommunikation og parterapi
  17. Næste skridt

tvivl spørgsmål

  1. Hvorfor kommunikation er så svært i parforhold

Misforståelser opstår sjældent, fordi I ikke taler sammen. De opstår, fordi I ikke hører hinanden klart – eller fordi I taler fra to forskellige steder.

Du kan stå midt i en samtale med din partner, opleve at ordene flyder frit – og alligevel føle dig alene, misforstået eller afvist. Det handler om, hvordan I kommunikerer, og hvad der ligger bag jeres måde at gøre det på.

Ofte tror vi, at vi kender vores partner godt, fordi vi har delt år sammen. Men netop den tryghed kan gøre os blinde. Vi antager, at vi ved, hvad den anden tænker – og holder op med at lytte med åbent sind.

Kerneproblemet

Når din partner taler, lytter du sjældent neutralt. Du lytter gennem dine erfaringer, dine sår, dine forventninger og din frygt. Du reagerer ikke på det, der bliver sagt – men på det, du tror, der bliver ment. Når I begge gør det, opstår et mønster, hvor I taler forbi hinanden. Samtalen bliver ikke et møde, men en kamp om at blive forstået.

 

Mange par mangler to afgørende ting:

Tryghed til at udtrykke sig ærligt uden frygt for kritik, bebrejdelser eller fordømmelse.

Værktøjer til at kommunikere respektfuldt – måder at sige det svære på, uden at den anden hører angreb.

 

  1. 8 årsager til at kommunikationen går galt

Kommunikation i parforhold går sjældent galt af én grund. Oftest er det et samspil af faktorer, der langsomt har bygget sig op. Her er de otte mest almindelige årsager, jeg ser i min praksis:

 

ÅrsagHvordan det påvirker kommunikationen
BarndomsmønstreDen følelsesmæssige atmosfære, du voksede op i, former din kommunikationsstil. Tavshed, uforudsigelighed eller følelsesmæssig afstand i barndommen præger, hvordan du taler og lytter i dag.
Tidligere forholdDårlige erfaringer med utroskab, overgreb eller svigt kan gøre det svært at stole på en ny partner og åbne sig følelsesmæssigt.
I er vokset fra hinandenForskellige interesser, værdier eller livsretninger kan skabe en afstand, der gør samtaler overfladiske og kontakten fjern.
Misforståelser og antagelserI lytter gennem jeres sår og forventninger. I reagerer ikke på det, der bliver sagt, men på det, I tror, der bliver ment.
Mistillid og tillidsbrudNår tilliden er brudt – fx gennem utroskab eller uærlighed – bliver samtaler anstrengte og præget af vagtsomhed.
Ulige magtforholdNår den ene partner dominerer, forsvinder den andens stemme. Kommunikationen bliver envejs, og den underlegne trækker sig.
KonfliktskyhedNår konflikter undgås, forsvinder de ikke – de lagres. Det, der ikke tales om, vokser i stilhed.
Samarbejde bliver til modarbejdeSamtalen skrider fra emne til magtkamp. Målet skifter fra at løse problemet til at få ret.

 

Genkender du noget?

De fleste par vil genkende flere af disse årsager. Det er ikke et tegn på svaghed – det er menneskeligt. Det vigtige er, at I begynder at få øje på mønstrene, så I kan arbejde bevidst med dem.

 

  1. De 7 mest almindelige kommunikationsfælder

Fælde 1: “Du er ligeglad” – når behov høres som kritik

Du siger: “Jeg savner, at vi taler mere sammen.” Din partner hører: “Du er ikke god nok.” Over tid lærer du, at det ikke kan betale sig at udtrykke behov. Intimiteten forsvinder.

Fælde 2: “Der er jo ikke noget galt” – konfliktskyhed som ærlighed

“Det er fint” eller “Det betyder ikke noget” – selvom noget tydeligvis gør ondt. Frustration samles i stilhed. Når det eksploderer, føles det uopretteligt.

Fælde 3: “Jeg siger bare sandheden” – hård ærlighed som åbenhed

Direkte, kontant, uden filter. Partneren hører angreb, ikke ærlighed. Parforholdet mister sin trygge base.

Fælde 4: “Du gør altid sådan!” – generaliseringer der lukker samtalen

Ord som “altid” og “aldrig” er sprængfarlige. De gør samtalen til en retssag. Den anden føler sig dømt og går i forsvar.

Fælde 5: “Hvis det ikke bliver bedre, vil jeg skilles!” – trusler der avler trods

Ultimatummer skaber ikke forandring – de skaber frygt og trods. Den anden lukker ned, og nedstigningen til helvede er begyndt. Sig i stedet: “Jeg siger de her ting, fordi jeg så gerne vil passe på vores hverdag sammen.”

Fælde 6: “Kan du sige til far, at du skal skiftes” – indirekte kommunikation

At tale gennem børnene, venner eller sarkasme i stedet for direkte. Det skaber mudder i kommunikationen. Sig det direkte: “Der er en mås her, der skal skiftes.”

Fælde 7: “Lad os bare glemme det” – når reparation springes over

Mange forsøger at “komme videre” uden at reparere kontakten. Men det, der ikke bearbejdes, forsvinder ikke. Det lagres som en tavs gæld, der vokser med renter.

 

Det fælles mønster

Fælles for alle syv fælder er, at intention og oplevelse ikke matcher. Det, du mener som omsorg, ærlighed eller behov, opleves som kritik, kulde eller angreb. I længden er det ikke ordene, der ødelægger forholdet – men det, der ikke bliver forstået, repareret og talt om.

  1. Nonverbal kommunikation: Kroppen taler altid

“Sindet vil gerne finde løsninger, men kroppen fortæller, hvad der i virkeligheden sker.”

85% af al kommunikation er nonverbal. Mimikken, vejrtrækningen, stemmen og øjnene afslører de dybere lag i os. Hvis der ikke er overensstemmelse mellem kroppen og ordene, vil kontakten ikke føles afstemt.

I kan sige “jeg elsker dig” – men hvis stemmen er hård, kroppen lukket, og blikket væk, mærker partneren noget andet.

 

Lukket kropssprogÅbent kropssprog
Korslagte arme, vendt vækVendt mod partneren, afslappet
Undgår øjenkontaktBlik der møder og holder
Spændt kæbe, fladt åndedrætBlød kæbe, dybt åndedræt
Kort, kontant toneRolig, varm stemme
Fysisk afstandBerøring, nærhed

 

Øvelse: Kropsbevidsthed i samtalen

Næste gang spændingen stiger: Stop op. Mærk fødderne mod gulvet. Tag tre dybe åndedræt. Sig højt: “Noget sker i mig lige nu. Kan vi tale om det?” Denne simple handling bryder det automatiske mønster og åbner for kontakt.

 

  1. Sårbarhed som nøgle til nærhed

Kærlighed trives i sårbarhed. Når I tør vise det, der gør ondt – frygt, tvivl, længsel, ensomhed – bliver I tilgængelige for hinanden.

Måske lærte I tidligt, at det var farligt at vise svaghed. At det var sikrere at holde masken. Men netop dér – i sårbarheden – ligger samhørigheden. Kærlighed kræver ikke perfektion, men ærlighed.

De sætninger, der åbner for kontakt

“Jeg savner dig. Jeg har brug for din opmærksomhed. Jeg er bange for at miste dig.”

Disse sætninger er svære at sige. Men de skaber kontakt, fordi de kommer fra et ægte sted – ikke fra et forsvar eller en rolle.

“Intimitet er trygt at kunne udtrykke, føle, mene og gøre hvad som helst – og vide, at partneren er åben og anerkendende.” — Henrik Biering

Hvorfor mange mangler et sprog for følelser

Rigtig kommunikation kræver adgang til jeres indre følelsesliv. Hvis I ikke kan sætte ord på sårbarheden, risikerer I at kommunikere gennem symptomer: tilbagetrækning, irritation, bebrejdelser eller kontrol. I terapien lærer I at mærke følelserne, navngive dem, dele sårbarheden og udtrykke behov.

 

  1. Fra “du-budskaber” til “jeg-budskaber”

Ordet “du” kan være et af de farligste i parforhold. I anspændte situationer lyder det som kritik. Din oplevelse kan ingen anfægte. Hvis du siger “Jeg fryser”, kan ingen sige “Nej, det gør du ikke.”

 

Du-budskab (angreb)Jeg-budskab (kontakt)
“Du råber altid ad mig”“Jeg føler mig såret, når tonen bliver hård”
“Hvorfor svarede du ikke?”“Jeg blev bekymret, da jeg ikke hørte fra dig”
“Du hjælper mig aldrig”“Jeg føler mig alene med opgaverne”
“Du er ligeglad med mig”“Jeg savner at mærke, at jeg er vigtig for dig”
“Du tænker kun på dig selv”“Jeg har brug for at føle mig set og hørt”
“Du var vildt urimelig i går”“Jeg følte mig ked af det i går. Hvordan oplevede du det?”

 

Konstateringer vs. forventninger

“Konstateringer er den direkte vej til Himlen. Forventninger er den direkte vej til Helvede.” – Bent Falk. Når du konstaterer, beskriver du, hvad du oplever. Når du forventer, lægger du en byrde på den anden. Konstateringer skaber forbindelse. Forventninger skaber afstand.

 

  1. Tre destruktive kommunikationsstile – og den tredje vej

Den konfliktsky partner

Undgår konflikter for enhver pris. Behov pakkes ind, utilfredshed gemmes. På overfladen ligner det omsorg. I virkeligheden vokser afstanden.

Den konfronterende partner

Ting siges hurtigt, skarpt og uden filter. Manglende indfølelse skaber utryghed. Over tid opstår frygt og afstand.

Den kontrollerende partner

Kontrol er en strategi, der engang skabte ro. Men den står i vejen for spontanitet, intimitet og kærlighed. Når alt skal være rigtigt, mister forholdet sin lethed.

 

Den tredje vej

Et parforhold kan ikke trives i tavshed – og heller ikke i konstant konfrontation. Det, der skaber udvikling, er evnen til at stå i spændingsfeltet mellem tydelighed og omsorg. At kunne sige det svære uden at såre. At kunne rumme uenighed uden at trække sig eller angribe.

 

  1. Feedbackhjulet (Terry Real) – en konkret samtalemodel

Feedbackhjulet er udviklet af den amerikanske parterapeut Terry Real, baseret på arbejde af Pia Mellody og Janet Hurley. Det er en struktureret metode til at give feedback i parforholdet på en måde, som den anden kan tage imod – og som skaber reparation i stedet for konflikt.

Modellen består af fire trin, som følger en fast rækkefølge. Hvert trin har ét formål: at gå fra observation til følelse til ønske – uden at den anden føler sig angrebet.

De fire kvadranter

 

1. DATA – Hvad jeg så/hørte

Hold dig til fakta – kun det observerbare.

Tænk: Ville et kamera optage det?

Ingen fortolkning, ingen vurdering.

Eksempel: “I går, da vi sad ved bordet, kiggede du på din telefon, mens jeg fortalte om min dag.”

2. TANKER – Hvad jeg gjorde det til

Din fortolkning – ikke sandhed.

Du ejer denne historie, din partner gør ikke.

Vær ærlig om din narrativ.

Eksempel: “Det fik mig til at tænke, at det, jeg sagde, ikke var vigtigt for dig.”

3. FØLELSER – Hvad jeg følte

Brug de 7 grundfølelser:

Glæde • Kærlighed • Smerte • Vrede • Frygt • Skyld • Skam

Varier – led ikke altid med samme følelse.

Eksempel: “Jeg mærkede smerte og en frygt for, at vi glider fra hinanden.”

4. ØNSKE – Hvad jeg gerne vil bede om

Gør det konkret og handlingsrettet.

Noget der kan gives i øjeblikket.

Inviterér heling – ikke straf.

Eksempel: “Jeg ville ønske, at du lagde telefonen væk under middagen, så vi kan være sammen.”

 

Før du begynder: Talerens rolle

 

1

Husk intentionen

Du bruger feedbackhjulet for at reparere og komme tættere på hinanden – ikke for at klage eller få ret. Det er en vinderstrategi.

 

2

Lav en aftale

Spørg først: “Er du åben for at høre noget feedback? Jeg holder det kort.” At spørge først er en del af strategien – det forbereder din partner.

 

3

Hold dig til formatet

Kun to sætninger per kvadrant. Modstå fristelsen til uhæmmet selvudtryk. Korte, præcise budskaber lander bedst.

 

4

Slip resultatet

Dette handler ikke om at få ret eller kontrollere. Det handler om at give den anden en chance til at svare og reparere. Du bevarer din relationelle integritet.

 

Lytterens rolle

 

1

Husk din rolle

Du er lytter, ikke debattør. Læg den objektive virkelighed til side. Brug strategien: Lyt for at forstå.

 

2

Gentag ordret

Start med at gentage det, du hørte – ordret. Fortolk ikke. Redigér ikke. Vis, at du har hørt det, der blev sagt.

 

3

Anerkend hvad du kan

Brug strategien: Svar med genøsitet. Dette er ikke en dom over din karakter – det er en mulighed for at forstå den andens oplevelse.

 

4

Giv hvad du kan

Spørg dig selv: Hvad mister jeg egentlig, og hvad kan jeg vinde? Antag den bedste intention fra taleren. Det er også i din interesse.

 

Eksempel: Feedbackhjulet i praksis

Telefonen ved middagsbordet

DATA: “I går, da vi sad ved bordet, kiggede du på din telefon, mens jeg fortalte om min dag.”  TANKER: “Det fik mig til at tænke, at det, jeg sagde, ikke var vigtigt for dig.”  FØLELSER: “Jeg mærkede smerte og en frygt for, at vi glider fra hinanden.”  ØNSKE: “Jeg ville ønske, at du lagde telefonen væk under middagen, så vi kan være til stede sammen.”

 

De 7 grundfølelser i feedbackhjulet

Terry Real arbejder med syv primære følelser, som du kan bruge i trin 3:  1. Glæde  •  2. Kærlighed  •  3. Smerte  •  4. Vrede  •  5. Frygt  •  6. Skyld  •  7. Skam  Varier dine følelser. Hvis du altid leder med vrede, går din partner i forsvar. Prøv at finde følelsen under vreden – ofte er det smerte, frygt eller sorg.

 

  1. Perspektivsamtalen – fra sandhedsdiskussion til forståelse

Mange par havner i det, man kan kalde sandhedsdiskussioner: samtaler, hvor præmissen er, at der findes én sandhed, og at det handler om at overbevise den anden om, at man har ret. Det kan handle om, hvem der har det hårdest, laver mest i hjemmet, eller er skyld i skænderiet.

Problemet er, at der sjældent er vindere i sandhedsdiskussioner – kun tabere. I mister tilliden til, at samtaler kan bygge bro.

Begge perspektiver er gyldige

Tænk på det sådan: To mennesker ser den samme situation fra to forskellige positioner – præcis som et tal, der er et 6-tal fra den ene side og et 9-tal fra den anden. Begge har ret ud fra deres perspektiv. Målet er ikke at afgøre, hvem der ser korrekt – men at forstå, hvad den anden ser.

leger

5 trin til en perspektivsamtale

 

1

Stop sandhedsdiskussionen

Når du opdager, at samtalen er ved at blive en kamp om, hvem der har ret: Stop op. Mind dig selv om, at det handler om at forstå – ikke at vinde.

 

2

Skab plads til begge perspektiver

Lyt uden at afbryde eller forsvare dig. Sæt ord på, hvad du hører: “Jeg kan godt forstå, at du føler, det ofte er dig, der tager initiativ. Prøv at sige lidt mere – jeg vil gerne forstå.”

 

3

Del dit eget perspektiv sårbart

I stedet for fakta, der modbeviser: “Fra mit perspektiv ser det anderledes ud. Jeg oplever, at jeg forsøger at tage initiativ – men måske på måder, du ikke lægger mærke til.”

 

4

Undgå kritik og angreb

“Jeg har brug for, at vi gør flere ting sammen” i stedet for “Du tager aldrig initiativ.”

 

5

Validér begge oplevelser

Anerkend, at der er to sider, som begge er gyldige. Når begge føler sig hørt, opstår en naturlig vilje til at finde fælles løsninger.

 

Vigtig nuance

At lytte til din partners perspektiv betyder ikke, at du giver afkald på dit eget. I første omgang handler det ikke om at blive enige, men om at anerkende, at begge oplevelser er gyldige.

 

  1. Konfliktreparation: Kunsten at finde sammen igen

Konflikt er uundgåelig, når to mennesker skaber et liv sammen. Det afgørende er ikke, om I bliver uenige. Det afgørende er, om I kan reparere kontakten bagefter.

“Den der elsker mest, er den der tør række ud først – ikke fordi den anden har ret, men fordi kontakten er vigtigere end at have ret.”

Reparation kræver tre ting:

 

1

Følelsesmæssigt ansvar

Anerkend, hvordan din reaktion har påvirket den anden – uden at forsvare dig eller retfærdiggøre.

 

2

Modet til at række ud

“Det her gik galt. Kan vi tale om det?” eller “Jeg er ked af, at jeg sårede dig.”

 

3

Villigheden til at lade sig røre

Modtag den andens undskyldning. Tillad forbindelsen at genoprettes.

 

Reformuleringsformlen: “Det fik jeg ikke. Men hvad fik jeg så?”

Når frustration fylder, kan det hjælpe at reformulere. I stedet for at fokusere på det, I mangler, så spørg: Hvad fik jeg så?

Eksempel: “Vi har ikke sex hver dag” kan reformuleres til “Vi har sex to gange om måneden – det er 24 gange på et år.” Det gør en verden til forskel at tænke og kommunikere på den måde. Alle emner egner sig til en tur i reformuleringsformlen.

 

  1. Når fortiden taler med i nutidens samtaler

Måden I taler og reagerer på i dag formes af den følelsesmæssige atmosfære, I voksede op i. I de første år lærer vi, hvordan følelser håndteres, hvordan kærlighed vises, og hvordan konflikter løses.

Parforholdet bliver ofte den store test. I gentager – mere eller mindre ubevidst – noget velkendt: mors tone, fars afstand, deres kamp eller deres tavshed.

Hvad du kan gøre

I parterapien bliver I bevidste om, hvordan fortiden taler med i nutidens samtaler. Det giver jer mulighed for at vælge noget nyt – at skabe et forhold, hvor I ikke længere reagerer automatisk, men møder hinanden med forståelse, mod og frihed.

 

  1. Fra overlevelse til livfuldhed – hverdagsritualer

Når alt skal være rigtigt, mister forholdet sin lethed. Kærligheden bliver et projekt, der skal lykkes – og spontaniteten forsvinder.

Al kontakt foregår i en naturlig rytme – som vandet der bølger ind mod stranden og tilbage igen. Forholdet kræver bevægelse mellem intimitet og autonomi. Det er i denne rytme, kontakten bliver levende.

“Kærlighed kan ikke kontrolleres eller fortjenes. Den mærkes, når I tør være uperfekte sammen.”

Konkrete hverdagsritualer der styrker forbindelsen

 

1

Forbered din partner på svære samtaler

“Jeg har noget på hjerte, der betyder meget for mig. Har du tid og lyst til at tale om det nu?” At give din partner en chance for at forberede sig skaber et trygt rum.

 

2

Fire kys om dagen

Morgen, afsked, hjemkomst og aften. Små ritualer, der holder forbindelsen levende.

 

3

Søndag aften: Forventningsafstemning

Sæt jer ned og afstem ugen – både praktisk og følelsesmæssigt. Måske føler den ene sig alene, måske er det tid til at invitere venner.

 

4

Gå aldrig sur i seng

Ryd op først – også selvom det er sent. Det, der lagres over natten, vokser.

 

5

Sæt ord på det gode

“Jeg sætter virkelig pris på, at du altid tager dig tid til at lytte, når jeg har haft en hård dag.” Når I husker at værdsætte hinanden, skifter fokus fra frustration til taknemmelighed.

 

6

Taknemmelighed frem for undskyldning

I stedet for “Undskyld, jeg er forsinket”: “Tak fordi du ventede.” Taknemmelighed styrker forbindelsen.

 

Parøvelse: List-øvelsen

Sæt jer ned sammen og skriv:  • 10 ting I faldt for hos hinanden • 3 ting I ønsker, den anden var mere opmærksom på • 3 ting I gerne ville få en gang om ugen (sex, kærtegn, tid alene, middagslur…)  Når I laver denne slags aftaler, bliver det et fælles projekt – ikke én part, der proklamerer, at nu skal alt være anderledes.

dans musik

  1. Gestaltterapi og kommunikation

Gestaltterapi arbejder med her-og-nu oplevelser og følelser. Den hjælper parret til at genkende mønstre, forestillinger og uudtalte antagelser. Gennem gestaltterapi lærer I at navigere i “hvad der er” (virkeligheden) frem for “hvad der bør være.”

RedskabVirkning i parforholdet
Her-og-nu fokusVær til stede i samtalen i stedet for at genspille fortiden
Mindfulness & kropsbevidsthedStyrker forbindelsen til egne følelser og kropslige signaler
Dialogens kraftAktiv og respektfuld kommunikation der navigerer konflikter
PolaritetsarbejdeUdforskning af skyggesider og modsatrettede behov
Seksualitet & intimitetNysgerrighed og åbenhed som kur mod stagnation
KontaktcyklusForståelse af rytmen mellem nærhed og afstand

 

  1. 15 konkrete principper for god kommunikation

 

1

Lyt for at forstå – ikke for at svare

Forstå først. Bliv forstået bagefter.

 

2

Tal fra kroppen, ikke kun fra hovedet

Ord fra følelserne lander som kontakt. Ord fra hovedet lander som kritik.

 

3

Undgå “du” + “altid/aldrig”

Sprængfarlig kombination der lukker samtalen.

 

4

Tag ansvar for dine behov

Sig hvad du har brug for – i stedet for at vente på at din partner gætter.

 

5

Konstater frem for at forvente

Beskriv hvad du oplever. Læg ikke en usynlig byrde på din partner.

 

6

Forbered din partner på svære samtaler

“Har du tid og lyst til at tale om noget vigtigt?”

 

7

Vælg forbindelse frem for at få ret

Vil du have ret – eller kontakt?

 

8

Reparér kontakten hurtigt

Ræk ud – også når det føles svært.

 

9

Sæt fokus på det gode i din partner

Anerkend og værdsæt – det skifter fokus fra frustration til taknemmelighed.

 

10

Mærk kropssproget

Stop op, når spændingen stiger. Kroppen ved før hovedet.

 

11

Vær nysgerrig på din partners oplevelse

Spørg ind – også til det, du tror, du allerede ved.

 

12

Tal så du bliver spændende at lytte til

Og lyt så opmærksomt, at taleren får lyst til at fortælle mere.

 

13

Undgå indirekte kommunikation

Tal direkte til din partner – ikke gennem børn, venner eller sarkasme.

 

14

Find de rigtige tidspunkter

Ikke midt i en travl hverdag. Ikke når børnene larmer. Ikke når partneren er udmattet.

 

15

Hold jeres udfordringer mellem jer

At inddrage venner eller familie komplicerer ofte mere, end det hjælper.

 

  1. Øvelser og refleksioner til jer begge

Refleksionsspørgsmål

Tag 15 minutter sammen og reflekter:

1. Hvad lytter du efter, når din partner taler – svar eller forståelse?  2. Taler du fra dit hoved – eller fra din krop og dine følelser?  3. Tør du være sårbar, også når det føles risikabelt?  4. Skaber din måde at sige tingene på tryghed – eller forsvarsposition?  5. Tager du ansvar for dine behov – eller forventer du, at din partner gætter?  6. Er I fanget i sandhedsdiskussioner? Hvem af jer “vinder” oftest?  7. Hvad er det med dig, der gør, at du ser en sur partner – når det måske handler om noget i dig selv?  8. Hvilke antagelser bærer du med dig ind i samtaler, der måske ikke holder?

 

Eksempel: At tage ansvar for sine behov

En fraskilt far vil præsentere sin nye kæreste for sine teenagedøtre. Første gang spørger han: “Har I lyst til at møde min kæreste?” Døtrene svarer nej.

I terapien lærer han noget afgørende: Han skal ikke spørge om døtrenes behov – han skal tage ansvar for sit eget.

Næste gang siger han: “Jeg vil gerne have, og det er vigtigt for mig, at I møder C. Hun kommer i aften.” Forskellen ligger i hvem der tager ansvar.

 

Selvundersøgelsesøvelsen

Når du mærker irritation eller misnøje, spørg dig selv:

• Hvad er det med mig, der gør, at jeg ser en sur partner, når han/hun står i døren? • Hvorfor har jeg den her murrende fornemmelse i stedet for en boblende? • Kunne det have noget med mig at gøre i stedet for noget med den anden?  Dette er gestalt-tænkning i praksis: At vende blikket indad, før du peger udad.

 

Kompromissets kunst

Ikke alt kan være lige vigtigt. Kunsten er at vurdere: Hvornår er noget virkeligt vigtigt for mig, og hvornår kan et lille kompromis fra min side give min partner stor glæde? Lad være med at kæmpe om hver en lille ting. Spørg i stedet: Hvad er betydningsfuldt for mig – og hvad kan jeg give?

 

  1. FAQ: Ofte stillede spørgsmål

Kan det være for sent at gå i parterapi?

Det er aldrig for sent. Uanset hvor længe jeres parforhold har skrantet, kan parterapi skabe forandring – eller hjælpe jer med at skilles klogere på jer selv og hinanden.

Kan et parforhold overleve utroskab?

Ja. Det kræver hårdt arbejde, ærlighed og vilje fra begge parter. Parterapi hjælper med at facilitere samtaler, identificere de bagvedliggende årsager og genopbygge tilliden.

Hvad gør jeg, hvis min partner ikke vil kommunikere?

Start med dig selv. Du kan ikke tvinge din partner til at åbne sig, men du kan ændre din egen kommunikation. Ofte smitter det. Hvis partneren konsekvent lukker af, kan individuel terapi være et første skridt – eller en uforpligtende samtale med en parterapeut.

Hvorfor taler min partner ned til mig?

Nedladende kommunikation er ofte et udtryk for afmagt, frustration eller et forsøg på at kontrollere. Det handler sjældent om dig – men det er uacceptabelt og bør adresseres. En parterapeut kan hjælpe jer med at bryde mønsteret.

Kan man supplere individuel terapi med parterapi?

Ja, jeg anbefaler det ofte. Individuel terapi arbejder med personlige mønstre, mens parterapi fokuserer på relationen. Kombinationen skaber en helhedsorienteret tilgang.

Hvorfor havner vi altid i de samme skænderier?

Fordi I følger ubevidste mønstre – ofte grundlagt i barndommen. I gentager det velkendte: mors tone, fars afstand, deres kamp eller tavshed. Parterapien hjælper jer med at se mønstrene og vælge noget nyt.

  1. Næste skridt

Misforståelser er ikke et tegn på, at noget er galt med jeres parforhold. De er et tegn på, at der er noget vigtigt på spil – noget, der kalder på opmærksomhed, ærlighed og mod.

Hvis I vil opleve noget andet end det, I har nu, bliver I nødt til at gøre noget anderledes. Det kan føles kunstigt i begyndelsen. Men det er ofte dét, der åbner for noget nyt.

 

Har I brug for hjælp til forholdet?

Start med en uforpligtende samtale

Ring 28 99 91 77 for en gratis samtale om jeres situation

Klinikker i København (Frederiksberg, Hellerup, Østerbro) og Køge  •  Online terapi er også en mulighed

 

Om Biering Terapi

Jeg er uddannet psykoterapeut og parterapeut med en terapeutisk tilgang, der er både eksistentiel og erfaringsnær. Mit arbejde tager afsæt i det levende møde mellem mennesker – dér, hvor nærhed, sårbarhed og kommunikation formes. Jeg tilbyder individuel terapi og parterapi fra klinikker i København, Køge og Nordsjælland. Online terapi er også en mulighed.

Skal jeg kontakte dig?

Sendt!

success