Hvordan redder man forholdet

Sådan redder du dit forhold: 3 afgørende samtaler og handlinger

Af Psykoterapeut & Parterapeut MPF – Henrik Biering

Søger du svar på spørgsmålet: Hvordan redder jeg mit forhold? Måske fordi dit parforhold er havnet i en krise? Måske skændes I om det samme igen og igen, uden at finde en løsning? Måske er samtalerne blevet til tavshed, tilliden svækket, eller gnisten slukket? Du er ikke alene. Alle par møder udfordringer, og de kan føles overvældende – men det betyder ikke, at alt håb er ude.

Der er gode grunde til at kæmpe for dit parforhold. Et stærkt og sundt forhold kan ikke bare øge din livskvalitet, men faktisk også forlænge dit liv. Men vejen til et stærkt parforhold er sjældent uden forhindringer. Mange par falder over de samme snublesten, især når forelskelsens lyserøde tåge letter, og hverdagen melder sig.

Start her: Tag fat i de vigtige nøgleområder

Et parforhold er som sagt en af de mest betydningsfulde relationer, vi har, men det kan også være en af de mest udfordrende. Mange par falder i de samme fælder – store forventninger, misforståelser og konflikter, der opstår, når virkeligheden ikke stemmer overens med drømmene.

I de følgende afsnit dykker vi ned i tre nøgleområder, som kan hjælpe jer med at forstå hinanden bedre og finde en ny balance i jeres forhold. Først ser vi på de store forventninger, mange har til parforholdet – og hvordan de kan justeres. Dernæst handler det om at acceptere realiteterne og leve med forskellene mellem jer. Og endelig kommer vi til kommunikationen, som ofte er kernen i konflikterne – og nøglen til at løse dem.

1. Tal om forventninger: Skab klarhed og justér dem realistisk

Mange forventer, at parforholdet skal rumme alt: bedste ven, passion, lykke og lidenskab. Når forventningerne ikke indfries, opstår skuffelser, og vi begynder at tale forbi hinanden. Den følelsesmæssige afhængighed kan minde om barndommens afhængighed af forældre – og det kan føre til konflikter og usikkerhed. Samarbejdet bliver svært, og tvivlen melder sig. Skal vi give op?

Forventninger kan være skjulte snublesten i parforholdet. Ofte har vi forestillinger om, hvordan vores partner “burde” opføre sig, og hvordan forholdet “skal” være – uden at vi nogensinde sætter ord på det. Det første skridt er derfor at blive bevidst om dine egne forventninger og dele dem åbent med din partner. Måske forventer du mere nærvær, flere komplimenter eller hjælp i hverdagen, mens din partner har helt andre behov.

Skab nærhed og kærlighed: Når et parforhold går i stykker, handler det ofte om manglende nærhed og kærlighed. En krise – uanset om den skyldes utroskab, svigt eller for meget hverdag og hamsterhjul – skaber næsten altid følelsesmæssig afstand. Hvis du kan skrue op for de varme følelser og samtidigt vise din omsorg, interesse og kærlighed, bliver mange problemer meget nemmere at løse. Vi mennesker fungerer bare bedre, når vi føler os elskede.

Sådan gør du:

  • Sæt jer ned og tal ærligt om, hvad I hver især forventer. Spørg hinanden: “Hvad har du brug for fra mig?” og “Hvad tænker du, at jeg forventer af dig?”
  • Vær nysgerrige, og undgå at dømme. Forventninger skal ikke nødvendigvis skrottes, men justeres, så de passer til jeres virkelighed
  • Vis fysisk kærlighed gennem kram, kys og berøring – små kærlige gestus viser omsorg
  • Giv komplimenter og anerkendelse: fortæl din partner, hvad du værdsætter ved dem

 

2. Vær realistiske sammen: Se hinanden som mennesker, ikke idealer

Forelskelsens magi kan få os til at tro, at vi har fundet det perfekte menneske – men ingen er perfekte. Når hverdagen rammer, og fejl eller mangler kommer frem, kan det føre til skuffelse og kritik. Her er det vigtigt at tage et skridt tilbage og se på realiteterne: Hvem er din partner egentlig, og hvem er du selv?

Måske er det tid til at stoppe op og mærke efter. Send jeres parforhold til “service”. Der er ikke noget galt med hverken dig eller din kæreste – I faldt for hinanden af en grund. Men I er forskellige og skal lære at leve med både de gode forskelle og dem, der kræver kompromis og tålmodighed. Din kæreste kan ikke opfylde alle dine forventninger, og det gælder for alle forhold. At forsøge at ændre hinanden skaber sjældent lykke.

Vær villig til forandring: De fleste mennesker, som tænker “hvordan redder man sit parforhold”, ved godt hvad problemet er. Vi ved godt, hvad vores partner ønsker, men ofte er vi ikke villige til at forandre os. Men villighed til forandring er helt essentielt, hvis du vil gøre dit parforhold bedre. Og hvis du er helt ærlig, ved du sikkert godt, hvad du burde ændre ved dig selv.

Sådan gør du:

  • Øv jer i at acceptere hinandens menneskelighed. Fokusér på det, der fungerer godt, frem for kun at se manglerne
  • Husk, at et godt forhold ikke er perfekt – det er et partnerskab mellem to mennesker, der vælger at vokse sammen på trods af fejl og udfordringer
  • Vær villig til at justere dine egne mønstre og adfærd – uden at blive grænseløs

3. Styrk jeres kommunikation: Tal med, ikke mod hinanden

Dårlig kommunikation er en af de største trusler mod et parforhold. Når vi ikke føler os hørt, trækker vi os enten tilbage eller går i forsvarsposition. Men god kommunikation handler om at lytte – ikke kun om at tale. Det kræver tålmodighed og vilje til at forstå den andens perspektiv, selv når det ikke stemmer overens med dit eget.

Da de fleste har mere travlt med at fortælle om deres egne tanker og følelser end med at lytte, kan jeg varmt anbefale, at du praktiserer aktiv lytning – dvs. du virkelig lytter med empati og nærvær. Kommunikation skaber nærhed, hvilket er vigtigt i sig selv. Derfor er det en god idé, at du deler flere tanker og følelser med din partner. Også især de svære følelser som tvivl, frustration og sorg. Men pas på du ikke anklager din kæreste og starter en konflikt.

Undersøgelser viser nemlig, at man får tillid til hinanden, når begge føler sig forstået.

Sådan gør du:

  • Skab rammer for konstruktiv kommunikation. Aftal at tale, når I begge er rolige og klar til at lytte
  • Brug “jeg”-sprog i stedet for “du”-sprog, fx: “Jeg føler mig overset, når vi ikke taler sammen,” i stedet for “Du ignorerer mig altid.” Dette gør samtalen mindre konfronterende og mere inviterende
  • Del lidt mere af dig selv hver dag end du plejer. Og vær mere nysgerrig, lyttende og spørgende overfor din partner

4 Skab en kontrakt mellem jer: En fælles retning mod fremtiden

Under forelskelsen træffer vi sjældent de mest gennemtænkte valg. Måske fik I aldrig forhandlet jeres aftaler ordentligt på plads? Det kan handle om økonomi, hvor I skal bo, eller hvilken rolle svigerfamilien skal spille. Men aftaler og kontrakter – lyder det ikke håbløst uromantisk? Jo, og netop derfor springer vi det ofte over og vælger at lukke øjnene for det.

Når forventninger, realiteter og kommunikation er adresseret, kan I sammen tage et vigtigt skridt: At skabe en ny “kontrakt” for jeres forhold. Denne kontrakt er ikke juridisk, men et følelsesmæssigt og praktisk fundament, der bygger på de behov og værdier, I har i dag – ikke dem, I havde, da I mødtes.

Forebyg fremtidige problemer: Hvis du vil redde dit parforhold, er der ingen vej uden om forebyggelse. Hvis du ikke bevidst plejer dit parforhold, vil der før eller senere opstå problemer. Sådan er det bare.

Sådan gør I:

  • Definér jeres fælles mål: Hvad vil I gerne opnå sammen? Det kan være mere tid til nærhed, større respekt for hinandens forskelle, eller en bedre balance mellem arbejde og privatliv
  • Aftal konkrete handlinger: Hvordan kan I begge bidrage? Måske betyder det at planlægge faste tidspunkter til kvalitetstid, lave klare aftaler om opgaver i hjemmet eller finde en terapeut til at hjælpe jer videre
  • Skriv det ned: At sætte jeres aftaler på papir kan gøre dem mere konkrete og give jer en fælles forpligtelse

En ny kontrakt giver jer håb og retning. Den signalerer, at I er villige til at arbejde for jeres forhold – sammen. Det er her, I kan genopdage gnisten og skabe en fremtid, der er lige så unik og stærk som jeres kærlighed.

5 Husk også jeres tid sammen i hverdagen

Et parforhold bliver ofte påvirket af alt det, der sker udenfor: karriere, venner, fritidsinteresser og måske børn, der kræver al jeres energi. Det kan hurtigt føles som om, der ikke er timer nok i døgnet til både at pleje forholdet og få resten af livet til at hænge sammen. Men sandheden er, at et stærkt og kærligt forhold kræver bevidste prioriteringer.

Lav noget sjovt sammen: Mange par får ikke prioriteret at komme ud af huset på nogle sjove og spændende dates. Det kører på rutinen, og det bliver lidt kedeligt det hele. Og når vi keder os, skal der ikke så meget til, før vi trækker os fra hinanden. Gode oplevelser har altid en positiv effekt på forholdet.

Hvis I har svært ved at finde tid til hinanden, kan det være nødvendigt at skære ned på noget andet – om det er arbejdstimer, sociale arrangementer eller fritidsprojekter. Når I først begynder at skabe plads til nærhed og samvær, vil I opleve, hvordan glæden og energien vender tilbage. Det handler ikke om at nå alt, men om at vælge det vigtigste.

5 centrale elementer i et velfungerende parforhold

Ved du ikke, hvor du skal starte med at forebygge problemer, kan du få inspiration her:

1. Tryghed og tillid

Tryghed og tillid er det vigtigste i dit parforhold. Det handler om at stole på hinanden, forholdet og fremtiden. Der er lavet meget forskning, som bekræfter vigtigheden af tryghed og tillid i parforholdet.

Intet fungerer, hvis du er bange eller utryg. Dit nervesystem bliver stresset, så du kan ikke tænke klart. Og måske bliver du aggressiv, ked af det, eller gør ting du senere fortryder. Du er tryg, når du oplever forudsigelighed. Her er ærlighed og åbenhed vigtige elementer, så I kender hinandens ønsker, følelser og tanker.

Hvis dit forhold er kaotisk og uforudsigeligt, eksempelvis på grund af løgne, svigt eller fortielser, eller på grund af alkohol- og stofmisbrug, kan du umuligt være tryg. Fysisk og psykisk vold i alle afskygninger er selvfølgelig helt forbudt i et forhold.

Hvor nemt du bliver utryg, hænger blandt andet sammen med dit tilknytningsmønster. Hvis du har et undvigende eller ambivalent mønster, har du øget tendens til at blive utryg i nære relationer. Det samme gælder, hvis du har såkaldt forholdsangst.

2. Kommunikation

Så længe du kan tale med din partner, er der en vej frem. Derfor er god kommunikation vigtigt i et velfungerende parforhold.

Kommunikation handler ikke kun om at udveksle fakta. Det kan de fleste. God kommunikation handler mere om at kunne tale om følelser og svære emner. Derfor er det vigtigt at udvikle en god samtalekultur i sit parforhold.

Kommunikation betyder også, I er opsøgende og opmærksomme på hinanden. At I ønsker at kende hinanden, og samtidig vise hvem I selv er. Kommunikation handler altså også om ærlighed og autenticitet.

Kommunikation hænger sammen med at være følelsesmæssigt tilgængelig, det vil sige at være nærværende, empatisk og opmærksom på sin partners signaler. Og være klar til at prioritere sin partners ønsker om kontakt, opmærksomhed og omsorg.

tvivl spørgsmål

3. Kærlighed og omsorg

Jeg vil ikke anbefale nogen at være i et parforhold uden kærlighed. Kærlighed knytter bånd mere end noget andet, og kærlighed gør os til bedre mennesker. Derfor er kærlighed selvfølgelig vigtigt i dit parforhold.

Kærligheden overvinder ikke alt, men det hjælper jer godt på vej! Kærlighed er en følelse af at ville den anden det bedste. Derfor hænger kærlighed sammen med at give hinanden omsorg og opmærksomhed.

Romantisk kærlighed er en særlig form for kærlighed, som gør parret til kærester i stedet for kun venner. De fleste går netop ind i deres forhold, fordi de ønsker romantisk kærlighed i deres liv.

4. Respekt

Respekt betyder, du accepterer din partner som han/hun er. Manglende respekt gør det umuligt at være i et ligeværdigt forhold, og derfor er respekt vigtigt i et parforhold.

Når du respekterer din kæreste, anerkender du din partners valg, og det han/hun står for. Du forsøger ikke at lave din partner om, eller signalerer at du er utilfreds med den han/hun er.

Det betyder ikke, at I ikke kan diskutere, skændes og være uenige. Men hvis du respekterer din partner, vil der altid være værdighed, accept og en følelse af ligeværd mellem jer.

5. Håndtering af konflikter

Det er umuligt at leve uden konflikter, fordi mennesker er forskellige og har forskellige behov. Derfor er det vigtigt at lære, hvordan I undgår, at konflikterne løber løbsk, slider på forholdet og skaber følelsesmæssig afstand.

Forebyggelse er selvfølgelig at foretrække. Og det gør I ved at tale ærligt og ofte om tingene. Men derudover er det vigtigt at kunne reparere, når skaden er sket, fx at sige undskyld, tilgive og anstrenge sig for at forblive åben, selvom man er såret og vred.

Hvis ingen reparerer, ender konflikten nemt i en negativ spiral, hvor det kun bliver værre og værre. Det medfører øget følelsesmæssig afstand, og skaber negative forventninger til den anden og forholdet.

Det er en god vane at tale om konflikterne, efter de er overstået: Hvad triggede konflikten, hvilke følelser var i spil, og hvad skal I undgå i fremtiden? På den måde bliver I bedre til at håndtere den næste konflikt.

Har I brug for parterapi?

Parterapi giver jer et trygt rum til at finde klarhed og skabe forandring i jeres forhold. I lærer at samarbejde bedre og at respektere hinandens forskelligheder. Terapien giver jer konkrete værktøjer og indsigt, så I kan undgå de faldgruber, der skaber problemer for jer nu. Sammen kan I bygge et stærkere fundament og finde en ny, fælles retning for fremtiden.

Den første forelskelse har lagt sig

Forelskelsen er naturens måde at sikre, at vi knytter bånd og engagerer os. Men når den intense rus aftager – typisk efter nogle måneder til et år – afsløres sider af hinanden, der måske ikke er helt så perfekte. I står nu ansigt til ansigt med det virkelige arbejde i parforholdet.

Og her står I nu. Måske med frustration, måske med tvivl. Men også med en mulighed. For i usikkerhed og krise gemmer der sig en chance for transformation – en vej til at skabe et dybere, mere ægte og kærligt forhold. Lad os dykke ned i, hvordan I kan finde vejen tilbage til hinanden.

Når det er svært at tale sammen

For en parterapeut er det ofte tydeligt, hvordan et par taler forbi hinanden, mens det kan være næsten umuligt for parret selv at få øje på. Allerede efter få sessioner – typisk 1-3 – begynder mønstrene at træde frem, og det åbner døren til forandring. I kan lære at lytte på en måde, der skaber forståelse og respekt, så I igen kan møde hinanden med åbne hjerter.

Fortidens påvirkning

Selv med den bedste vilje bærer mange af os sår med fra barndommen eller tidligere forhold, der kan påvirke parforholdet. Disse sår kan skabe konflikter eller misforståelser, men i bedste fald kan parforholdet blive et trygt sted, hvor de gamle sår får mulighed for at hele. Hvis det føles for svært, kan individuel terapi i kombination med parterapi være en vigtig støtte til at bearbejde fortiden og styrke jeres fælles fremtid.

Parterapi kan starte med en uforpligtende samtale

Kontakt mig på telefonnummer 28 99 91 77 for en gratis samtale, hvor vi sammen kan afklare ønsker og behov – og finde ud af, om Biering Terapi er det rette valg.

Jeg tilbyder terapi på flere adresser i København samt en klinik i Køge. Online terapi er også en mulighed. Eller gå direkte til siden med priser, tider og online booking.

Skal jeg kontakte dig?

Sendt!

success