Egoisme i parforhold

Om sund og usund egoisme i parforhold

Af Psykoterapeut & Parterapeut MPF – Henrik Biering

“Du tænker kun på dig selv!” – Mange par kender den beskyldning. Men hvad nu hvis ikke al egoisme er skadelig for parforholdet? Tværtimod kan en sund form for egoisme faktisk være afgørende for et ligeværdigt og trygt parforhold. I denne artikel får du indsigt i forskellen mellem sund og usund egoisme, og hvordan du kan bruge denne forståelse til at styrke dit parforhold.

Den normale opfattelse af egoisme i parforholdet er, at egoisme er et skidt karaktertræk. Ordet bruges som skældsord: – Din store egoist! Men, der findes også noget man kan kalde en sund egoisme. Den defineres som en egenkærlighed eller selvkærlighed. Det betyder, at du kan sætte dig selv og dine egne interesser før den anden – og stadigvæk være sund. Og du kan sætte dig selv og dine egne interesser før den anden – og være usund.

Skellet mellem disse to former handler ikke om, hvad du gør – men om hvorfor og hvordan du gør det.

 

Egoisme – et hyppigt samtaleemne i terapi

Det hænder ofte, at egoisme er et af temaerne i parterapi. Det er almindeligt at finde ind i bestemte roller og med en fast fordeling af opgaver i husholdning og fritidsliv. Roller som vi ofte godvilligt glider ind i, måske allerede i forelskelses-tiden, og som kan være svære at ændre. Egoisme-pilen peger her på den, der springer over, hvor gærdet er lavest. Denne praktiske form for egoisme kan stå til forhandling, og der er mange eksempler på, at bedre samarbejde om de praktiske opgaver giver et mere ligeværdigt og godt parforhold.

Nogle gange handler det om den ene, der altid “glemmer” at handle ind, eller den anden der systematisk overlader børnenes hjemmearbejde til partneren. Det kan også dreje sig om weekender, hvor den ene prioriterer golf eller cykelture, mens den anden sidder tilbage med vasketøj og madlavning.

Den usunde egoisme

Den usunde egoisme viser sig i en ”mig-først” tankegang og måske endda i en ligegyldighed overfor partnerens trivsel. I denne egoisme er evnen til at vise kærlighed, omtanke og omsorg begrænset. Der kan være mange årsager til sådan en adfærd. Forholdet er måske af en eller anden grund ”forstenet”; tilliden og lysten til den anden er væk. Det er oplagt at arbejde med disse årsager i parterapi. Det kan også sagtens vise sig, at det, der ligner egoisme, slet ikke handler om parforholdet, men om den enes – oftest begges – ubearbejdede erfaringer med svigt, skuffelser, afvisninger og brud. Når én part konsekvent prioriterer egne behov uden hensyn til partneren – booker ferier uden at spørge, bruger fælles økonomi på egne ønsker, eller systematisk undgår ubehagelige samtaler – opstår der ubalance i parforholdet.

 

Egoisme i parforhold

Egoisme kan være et forsvar

Et almindeligt forsvar imod dette er tilbagetrækning, som ubevidst beskytter imod gentagelser af de dårlige erfaringer. Det kan være smertefuldt at stå overfor en partner, der trækker sig, og der er eksempler på, at partneren vil gøre næsten alt for at genoprette kontakten. Hvilket godt kan starte en ond cirkel med endnu mere tilbagetrækning. Denne dynamik kaldes ofte “forfølger-flygtning” eller “aktivering-tilbagetrækning” – jo mere den ene presser på for kontakt, jo mere trækker den anden sig. Begge parters adfærd kan fra udefra ligne egoisme, men handler i virkeligheden om overlevelsesstrategier fra barndommen.

Gamle traumer kan føre til egoisme

Viser dette mønster sig i parterapien? Så er det en oplagt mulighed, at parterapeuten arbejder med den af parterne, som bærer på de gamle traumer. Det er en mulighed at gå i individuel terapi. Og det er en også en god mulighed at lave dette individuelle arbejde i parterapien – med partneren som vidne. Det kan virke forløsende for begge parter, og det kan føre til større indsigt og forståelse for hinanden.

Den sunde egoisme

Egoismen findes også i en sund udgave. Den handler om at turde være alene. Og om at stå stærkt og selvstændigt i sine egne behov. Om at kunne være sammen med sig selv. Og om at være god til at sige nej. Faktisk vil nogle mene, at evnen til at elske afhænger af evnen til at være alene med sig selv. Det par, hvor begge parter kender sig selv godt, og kan sige klart nej og klart ja – de kan skiftes til at bære og støtte hinanden uden at besidde hinanden og reducere hinanden til mål for tryghed.

Dette paradoks – at man skal kunne være alene for at kunne være sammen – er centralt i sund egoisme. Når du kender dine egne grænser og behov, slipper partneren for at skulle “gætte” eller tage ansvar for dit velbefindende.

 

Hvordan finder du balancen mellem sund og usund egoisme?

Forskellen mellem sund og usund egoisme ligger ikke altid i selve handlingen, men i motivationen og samtalekulturen bag. Her er tre refleksionsspørgsmål, der kan hjælpe dig:

 

  1. Handler jeg ud fra selvkendskab eller forsvar?

Sund egoisme kommer fra en bevidst forståelse af egne behov. Usund egoisme er ofte en reaktion på frygt eller et forsvar mod sårbarhed.

 

  1. Kan jeg tale åbent med min partner om mine behov?

Sund egoisme indebærer dialog. Hvis du skjuler dine behov eller handler bag partnerens ryg, er det ofte et tegn på usund egoisme.

 

  1. Tager jeg ansvar for konsekvenserne af mine valg?

Ved sund egoisme ejer du dit valg og dets effekt på forholdet. Ved usund egoisme skylder du ofte på partneren eller omstændighederne.

Det kan opfattes som egoisme at sige nej tak til at gå med til svigerforældrenes guldbryllup. Og det er en sund egoisme, hvis beslutningen er vigtig nok for egoisten. Mange mennesker vælger at ”ofre sig” og følge pligt-følelsen. Og det kan udarte til, at parterne tager hinanden for givet, og glemmer at værdsætte hinandens engagement også i eget liv og egne behov. Det er set før, at den, der ofrer sig på pligtfølelsens alter – ender med at føle sig som offer for den anden. Og vil bebrejde den anden for manglende offer-villighed.

Er det altid forkert at ofre sig?

Er det forkert at ofre sig for hinanden? Ja og nej. Det er nemlig et spørgsmål om bevidsthed. Det kan være en god opmærksomhedsøvelse at sætte ord på, hvor vigtigt det er for mig at få partneren med til guldbryllup i forsamlingshuset. Så man kan give hinanden fri til at følge sine egne sunde egoistiske behov, når det ikke springer liv og død skalaen.

Den afgørende forskel er, om du vælger bevidst og kommunikerer åbent – eller om du handler reaktivt og skjuler dine motiver.

 

Hvad kan du gøre, hvis egoisme skaber problemer i jeres parforhold?

Hvis du genkender mønstre af usund egoisme i dit parforhold – eller oplever, at din partners “egoisme” faktisk er et forsvar mod gamle traumer – kan parterapi give jer redskaberne til at forstå og ændre disse mønstre. I mit terapirum arbejder vi med at:

– Identificere forskellen mellem sund og usund egoisme i jeres konkrete situation

– Forstå de bagvedliggende traumer og forsvarsmønstre

– Udvikle en samtalekultur, hvor begge parters behov kan høres

– Finde en balance mellem selvstændighed og samhørighed

 

Mange par oplever, at når de forstår forskellene mellem sund og usund egoisme, kan de begynde at respektere hinandens behov for både samvær og autonomi. Det skaber et mere ligeværdigt og trygt fundament for forholdet.

 

Har I brug for hjælp til at navigere i egoisme og balance i jeres parforhold?

Book en tid til parterapi hos Biering Terapi. Jeg har klinikker flere steder i København (Frederiksberg, Hellerup, Østerbro og Køge) samt mulighed for online terapi. Læs mere om parterapiens muligheder og book tid her.

 

Vil du læse flere artikler om parforhold?

Find flere artikler om parterapi, kommunikation og relationer på Terapeutens blog.

 

Om Biering Terapi: Jeg er uddannet psykoterapeut og parterapeut. Her på bloggen skriver jeg indlæg om parforhold, relationer, parterapi og personlig udvikling. Det er muligt at booke mig til individuel terapi og parterapi, hvis du eller dit parforhold har en krise. Jeg arbejder fra flere klinikker. Både i – og uden for København. Terapi online er også en mulighed. 

 

Skal jeg kontakte dig?

Sendt!

success